Af Henrik Andersen
Så sidder man dér ved Poolen, solen skinner og livet virker som en leg. Mine 2 små nevøer plasker ellevilde rundt i vandet lige foran mine opkogte, krebserøde fødder, overfor sidder min kæreste Line og far Børge.
Vi er på Rhodos med hele den pukkelryggede, min far fylder nemlig 60 år og har derfor inviteret til en uges familiehygge på den solbeskinnede middelhavsø. Alt er som det skal være, fadøl står kolde og dugplettede foran os, smilene sidder løst og glæden fast.
Sidder bare og nyder nuet og livet omkring mig, ikke en bekymring i sigte, kun solen, øllen, cikadesangen og hyggen, der midt i den alt omfavnende idyl.
Men med ét bliver virkeligheden en anden, forårsaget af en enkel sætning “ Hvorfor spytter du øl ud over mig Børge? “ kigger op på min kæreste Line, nu med øl i hele hendes ansigt, videre over på min far ved siden af, som i samme nu taber sit ølglas ned på haciendafliserne for sine fødder. Mit blik glider fra det ituslåede glas op på min fars forvredne ansigt, han ligner ikke sig selv, hans højre side hænger og er ude af kontrol, øl løber ud af hans ene mundvig, øjnene er vidtåbne, flakkende, angstfyldte og forvirrede på samme tid.
Lige der på kanten af poolen får min far en massiv blodprop i hjernen. Det vidste jeg selvfølgelig ikke på det tidspunkt, for lige der, midt i det følelsesmæssige kaos, var det som om jeg og dem omkring mig bare gjorde, hvad der skulle gøres.
Min far blev nænsomt lagt ned på de solvarme fliser, nevøerne blev afledt med is et stykke væk, min mor blev fundet, så hun kunne holde hånd, en dansk læge i bar overkrop og ferievåde speedoes, stod pludselig bøjet over min far og tog kontrollen sammen med Line. Pas, papirer og min fars receptpligtige medicin bliver fundet, ambulancen kom stortudende og slugte min intetanende far, for få minutter senere at gylpe ham op i en intensivseng på et hospital syd for Rhodos by.
Denne seng skulle vise sig at blive min fars hjem de næste 13 dage, hvor han lå og svævede mellem liv og død, med mig som fast, grådkvalt og hunderæd nattevagt og min søster og mor lige så, bare i dagtimerne.
Alle var lettede og mere end klar, da lægerne vurderede, at min fars opsvulmede hjerne kunne klare trykket i en flykabine og vi derfor kunne vende hjem efter nogle timers flyvning nord på.
Hjemturen gik fint, dog med en masse bekymrende tanker og årvågne blikke, da skæbnen ville at nogle vildfarne sjæle nogle timer forinden havde valgt at styre deres kaprede fly direkte ind i nogle skyskrabere i New York.
Her 20 år senere er min far lige fyldt 80 år, han og min mor lever og nyder livet på trods af, at ferien for 20 år siden stadig kaster skygger hos dem, og min far mistede evnen til at finde ord og det faste obligatoriske håndtryk, dernede på Rhodos.
I mange år kastede oplevelsen også lange sørgmodige skygger i mit sind, når nogen uskyldigt nævnte ferier på Rhodos eller tv-nyhederne viste billeder fra terrorangrebet på World Trade Center, så var det som om min hjerne associerede det med min fars blodprop. Pludselig og med tankens forunderlige hastighed sad jeg der så igen overfor min far ved poolen og genoplevede det, jeg ihærdigt havde forsøgt at fortrænge. Jeg mærkede sorgen, angsten og en tyngende skyldfølelse og jeg begyndte febrilsk at lede efter ting jeg kunne have gjort anderledes, kiggede efter tegn på blodproppens kommen i dagene op til og andre end mig, der kunne drages ansvarlig for den efter.
Vildt at vi mennesker har evnen til at rejse frem og tilbage i tiden på et splitsekund, bare ved hjælp af vores tanker, og det er ikke det eneste. Vi kan også krydre oplevelsen med følelser og kropslige fornemmelser, hvorfor det ikke er underligt, at det gjorde ondt at besøge Rhodos igen og igen.
Men ligegyldigt hvor virkeligt vores tanker end gengiver fortiden eller forudsiger fremtiden, er de ikke i stand til at ændre noget som helst der, ligegyldigt hvor meget du end forsøger eller ønsker det.
Det eneste tidspunkt, hvor man reelt kan ændre noget, er lige nu og her, idet fortiden kun er minder lageret som gamle filmruller i tankernes biograf og det faktum, at fremtiden aldrig dukker op som andet end ren fiktion i vores hjælpsomme og altid forudsigende hjerner.
Nu tager jeg gerne det lynhurtige tanketog tilbage til Rhodos, for jeg ved nu, at kufferten er pakket med kærlighed, ro og forståelsen af, hvordan vores oplevelse af livet fungere, for når man ser fortiden gennem kærlighedens briller, er der nemlig ikke noget, der skal fixes, ingen fejl skal findes og ingen skyld skal tages på sig eller gives videre til andre.
Håber og forudsiger, at min gamle far bliver 100 år, for jeg kan ikke få nok af roen, nærværet og kærligheden, der findes mellem os, men det kan jeg selvsagt ikke vide en hujende fis om.