Af Henrik Andersen
Så stod jeg lige der, inde midt i en snedækket frostklar bøgeskov, ved ikke helt hvordan jeg var havnet der. Med der stod jeg altså, fik øje på den pudderhvide skovbund, mærkede frosten bide blidt i mine kinder, hørte vindens susen og skovens fugle kvidre lystigt i de nøgne trætoppe. Ved ikke hvor længe jeg havde stået der, for det var som om verden havde besluttet sig for at lade tiden stå stille, så jeg uforstyrret kunne nyde netop dette øjeblik.
Lige der midt i skoven, var jeg som ved et trylleslag havnet i en sang, sunget smukt af Kjertan Arngrim fra folkeklubben.
Mellem aldrig mere og ikke endnu.
Stedet der mellem aldrig mere og ikke endnu er et vidunderligt sted, som ikke er til at forklare med ord, da det i sin essens er uden form, og derfor ikke kan forklares med ord, der hører til i formernes verden. Ved godt det lyder en smule langhåret, og som om jeg ikke er helt færdigbagt, og har drukket rigeligt at natpotten. Men hvis du har lyst, vil jeg forsøge at pege på stedet, hvor alting falder på plads, tiden står stille, og hjernen stopper sin kværnen.
Rigtig mange har fra tidernes morgen forsøgt at pege på stedet, Jeg nævner i flæng Jesus, Buddha, Dalai Lama, Rumi, Peter Plys og Sydney Banks, smid gerne selv et par stykker mere i puljen, jo flere jo bedre, men husk lige at det er, hvad de peger på, som er vigtigt. Jesus og Buddha så bare noget og pegede på det, Jesus var ikke kristen, og Buddha var ikke Buddhist, det blev de først, da andre begyndte at pege på dem.
Hvordan peger man på et sted, som er overalt og ikke kan ses med det blotte øje…? Det svarer lidt til at skulle forklare en forelskelse eller følelsen af et kram, det er umuligt at finde en entydig forklaring på, for der er lige så mange svar, som der findes mennesker i verden, men at drage den konklusion, at det ikke findes, er måske at snyde sig selv for at opleve de mirakler, en forelskelse og kram kan føre med sig.
Ååhhh for fanden, jeg kom helt væk fra stedet mellem aldrig mere og ikke endnu, det var jo det, jeg lovede pege på.
Tilbage til den snedækkede skovbund, står som sagt bare der og mærker nuet, livskraften, Universal mind, forbundetheden med universet, altså stedet som findes lige der mellem aldrig mere og ikke endnu, stedet har mange navne, så bare find det ord, der passer dig bedst, tror ikke stedet, som sådan går op i, hvad man kalder det.
Stod der, kiggede frem på den urørte sne foran mine halvkolde tæer, vendte mig om og så mine fodspor snegle sig tilbage gennem underskoven.
Hvert et fodspor er et nu, så hvis jeg vil tilbage til et tidligere fodspor, er jeg nødt til at tænke tilbage, grave min indre arkæolog frem og gennemgå min egen historie skridt for skridt. Det samme hvis jeg skal forestille mig sporene frem i den uberørte sne, så bliver jeg nødt til at tænke frem og alliere mig med min indre fremtidsforskende spåmand. Men lige meget hvor langt jeg går frem eller tilbage, er det altid fra det sted, jeg befinder mig lige nu.
Men lige der, hvor jeg stod, var jeg i nuet, det er det eneste der var, for fortiden var bare spor i sneen og fremtiden ligger altid uberørt hen.
Det var det, jeg så lige der i skoven, Jeg er hverken fodspor eller den uberørte sne, jeg er nuet, det der ligger lige mellem aldrig mere og ikke endnu.
Nyd nuet, der er det eneste du er.
.
.
.
Stedet er den du i virkeligheden er, bag alle dine tanker, om hvem du tror du er, stedet er en uendelig energi, som binder hele universet sammen, det vejer og fylder ikke noget,