Af Sümeyye Sayar
Den ydre verden med alle navnene og kategorierne, er en meget overbevisende konstruktion, som man kan lade sig fortabe i. Men hvis man lader sig tabe til en konstruktion, risikerer man at miste forbindelsen til sin sjæl.
Spiritualitet stiller spørgsmålet – er du klar til at dø?
Er du klar til at give slip på den, du har begrænset dig selv til at være?
Er du klar til at være hudløs, bundløs i din ærlighed?
Er du klar til at stille det mest oprigtige spørgsmål, du nogensinde kunne stille dig selv?
Er du klar til at kende dig selv og dermed lade ”Sümeyye” gå?
”Ja, jeg er!”, stønner jeg af fryd, for der er ikke noget, jeg hellere vil end at miste mig selv. Ja – det er fucking skræmmende, indrømmet. Det er det mest skræmmende, jeg har turdet at kaste mig ud i, men gav de mig alverdens rigdom til gengæld.
- Til gengæld for hvad?
- Det må du ikke spørge mig om, for jeg kan ikke sætte ord på det. Alligevel vil jeg prøve:
Gav de mig alverdens rigdom for at få mig til at glemme, det jeg ved, men ikke kan bevise.
At jeg ikke er min krop,
at jeg ikke er mine tanker,
at jeg ingenting ved og derfor ser igennem alt.
At jeg aldrig er blevet født og aldrig kan dø.
Når jeg lader selvet gå, er det universelle selv klar til at blive pakket op.
Og kreativitet er lige præcis, hvad det er. Det er formløst.
Når jeg lader selvet gå, går egoet i opløsning.
Alle mine personlige tanker, er gennemskuet af noget, der ikke er Sümeyye.
Det er bevidsthed, der genkender sig selv.
Universel bevidsthed.
Alle lever i separate virkeligheder men i det stadie er vi alle én. Det er sandheden. Det er det eneste, jeg ved.
Når alt er én, er der ingen grænser.
Og når der ingen begrænsninger er – er du alt. Du ser Alt.
Alt det, du sanser er levende og alt, der er levende, er formbart, dog er det også formløst.
Velkommen til paradoksernes land.
Det formløse er ingenting, men det er begyndelsen på alt.
Dét, der kan skabe.
Du kan være skaberen til din egen separate virkelighed ved at lade dig fortabe i formerne, men du kan også brede dine nænsomme vinger ud til at omfavne andre.
En virkelighed der synes at rumme uendeligheden.
Tidløsheden.
Vi er gæster til en fest langt større end vores fantasi kan begribe.
Vi er skabere af vores egen virkelighed.
Vi skaber vores egen virkelighed med vores tanker, og med dette utrolige kreative princip – kaldet tanke kan vi lære at bruge vores super-power. Når vi bruger vores super-power, er vi pludselig i stand til at få lige den virkelighed, vi ønsker. Ønsker du dig mentalt at være på Hawaii, eller vil du hellere grave dig selv i jorden? Det er dit valg.
Hvis nogen havde fortalt mig, at jeg havde et valg, i forhold til om jeg ville være ulykkelig eller lykkelig, havde jeg skreget i vantro. Jeg troede ikke, JEG havde et valg. Jeg troede, at mine omgivelser eller andre personer dikterede, om jeg var i himmel eller helvede. Men sandheden var, at det var mig og det har altid været mig, der havde kommet til at putte mig selv i helvede. Det var mig, der var benzin til mit eget indre helvede. Jeg led. Havde jeg vidst, at livet kunne være så simpelt, ville jeg ikke have troet mine egne øjne og øre. I al den tid handlede det om at give slip. Kunne det have været mere enkelt og svært på samme tid?
At give slip på tanker.
Dukker der en ubehagelig tanke frem og følelse ligeså, så lad det passere. Du behøver ikke at tage det alvorligt. Det er bare fordi, du ikke kan tænke klart lige nu. Det er ikke fordi, du seriøst fejler noget.
Hvis en person flere gange i løbet af en dag tænkte, at vedkommende fejlede noget, hvordan tror du så, vedkommende ville komme til at have det efter et år eller to med stadig flere negative overbevisninger, selvhad, usikkerhed og mindreværdsfølelse? Vedkommende ville leve sit liv i den ulykkelige tro, at han eller hun ikke var noget værd eller mindre værd i forhold til andre mennesker. Derfor ville han eller hun heller ikke gå efter sine drømme, fordi personen ville tænke, at det ikke var muligt at have det godt i livet. Personen ville være guidet af negative følelser og derfor vælge det negative i livet. Ikke med vilje – vor herre bevares. Tror du selv, at der er nogen, der bevidst VÆLGER at være ulykkelig. Nej overhovedet ikke. Alle mennesker ønsker sig lykke. Alle mennesker elsker at være glade.
Det er bare en simpel misforståelse.
Jeg taler ikke om årelang terapi og anstrengende positiv psykologi.
Det er en misforståelse at tro, at tanker, der giver os en ubehagelig følelse i kroppen, er sande og derfor skal guide os i livet. Det er en misforståelse. Det er en misforståelse at tro, at når du får skrækkelige tanker, der skræmmer dig fra vid og sans, så skal du tro på dem. Det er bare tanker. Og ingen ved virkelig, hvad en tanke er. Ingen ved, hvor den kommer fra. Eller hvad den næste tanke bliver. Og tanker ændrer sig i forhold til hvilket humør, du er i. Konklusion: tanker er tilfældige, arbitrære. De kommer fra ingenting. De er flygtige og konstant foranderlige. De er lavet af luft. Så hvorfor tror du så meget på dem? Hvorfor holder du fast med næb og klør på tanker, der gør dig ondt?
Betyder det så, at du aldrig må lide? At du aldrig må sige farvel?
Til alt det, du har kært.
At din krop vil forgå.
En dag.
Men denne dag, er ikke i dag.
Er du ikke taknemmelig for det?
Vi er så bange for døden, at vi har gemt vore gamle og syge væk, fordi døden skræmmer os fra vid og sans. Men det er det eneste faktum, vi kan være sikre på. Det kan jeg til gengæld bevise.
Alt, der ikke er dig, vil forgå, men det universelle selv vil være det samme. Kald det ”inner spaciousness”, som Echkart Tolle. Kald det Gud. Kald det lige, hvad du vil, men du vil aldrig kunne sætte det på en formel.
Det er din fødselsgave, og det kan ingen anden give end dig selv.
Vil du give den største gave, du nogensinde ville kunne give din eksistens?
Dermed skal du forstå betydningen af: To give is to get.
Vejen er fuld af torne og tidsler, for det gør ondt at briste en illusion, selvom den bare er lavet af luft. Alle de gange, jeg har siddet med følelsen af frygt, som ville alverdens monstre og dæmoner invadere mit liv for altid. Frygten for at blive sindssyg. Frygten for at miste sig selv. Men det, vi er bange for at miste, har vi aldrig haft. Hvordan kan vi have noget, der ikke er det samme som i går og ikke bliver det samme som i morgen? Der er en konstant udskiftning i kroppen, tanker og følelser.
Opstår og forgår. Opstår og forgår.
Det sande er det omvendte af frygt.
Når jeg ser mine dæmoner i øjnene, tror jeg, at jeg skal dø.
At jeg for evigt skal være fanget i et mareridt, som vil vare for altid.
Min krop holder fast på sig selv, blokerer for at energien kan strømme frit, som energi skal, for ellers kommer der hårdknuder i systemet, og min livskvalitet bliver lig med nul, for da er jeg i flight fight mode.
Men stressen er en illusion.
Selvskabt.
Vi er skyld i vores lidelse, men det er ikke vores skyld.
Dog må vi ikke glemme, at lidelsen har en funktion.
Har du studset over ordet ’modgang’? Det indikerer, at noget på vores vej gik imod os. Noget eller nogen har forhindret, at vi kan fortsætte den gang på den vej, vi troede, vi skulle gå. Med andre ord – det gik ikke, som vi havde forventet eller håbet.
En af de største misforståelser omkring livet, er at tro, at ”det gode liv” bør være et liv, der ikke udfordrer os. Et liv kun med nydelse og harmoni. Men bagsiden af denne mønt er således, at et liv uden udfordringer og med undgåelsesstrategier på at opleve modgang, samtidig også er et liv, der psykologisk set er dødt, fordi det ikke udvikler os. Udfordringer og udvikling er nemlig sider af den samme mønt.
Når vi kun vil acceptere den søde side af livet i jagten på nydelse og glæde, så misser vi hele grobunden for et ærligt og autentisk liv, for modgang er ultimativt dét, der får os til at vokse og blomstre på måder, der næsten er mirakuløse. Når min verden krakelerer, er jeg til at begynde med skræmt fra vid og sans. Tankerne kører på en meget dramatisk måde: ”Åh nej, hvordan skal jeg dog nogensinde komme mig over dette? Hvorfor sker det her dog nu!? Hvad er der dog galt med livet? Eller er det mig, der noget galt med? Det burde ikke være så svært at leve!”, skriger jeg i mit indre.
Selv hvis du er født som en prins med alverdens materielle goder og konstant har adgang til nydelse, som Buddha siges at have haft, vil livet før eller siden kvæles af noget, der minder om tilværelses ulidelige lethed, for vi har som menneske på linje med evolutionen en instinktiv trang til at udvikle os. Men mange vælger det velkendte, selvom lidelsen er spundet ud fra trådende af vores egne løgne. Løgnen om, at tingene skal være som de plejer og at forandring er farlig. Løgnen om at det velkendte trods alt er bedre end det uvisse, selvom det kun giver os en følelse af falsk tryghed og kontrol. Som Sisyfos, der er dømt til at rulle stenen op ad bjergsiden til evig tid, genfinder vi altid vores byrde og undrer os således over, at livet synes så tom og meningsløs. I selve forsøget på at undslippe lidelsen, genskaber vi den i al uendelighed. Vi bekæmper forandring ved at holde fast på det, vi kender, selvom byrden er så tung. Livet inviterer os konstant til nye veje, hvis bare vi ville giver slip på stenen. Men vi har vænnet os til lidelsen. I det mindste ved vi, hvad vores opgave er i livet, selvom opgaven er uudholdelig. I det mindste kender vi smerten. Vi overhører derfor vores følelser og kroppens signaler på udmattelse, fordi vi har modstand på forandring. At være tro overfor sig selv kræver selvrespekt og mod til at spørge, hvad du ville gøre, hvis ikke, du var bange?
Vi skal ikke være så bange for, at der kommer sprækker i systemet, fordi med sprækker kan der trænge lys ind. Noget der har været henlagt i mørke, kan nu blive belyst. Forandring sker, når noget gammelt krakelerer, hvad enten det er Illusoriske forestillinger eller systemer, der ikke tjener det gode. Og du og jeg er det lys, så skin igennem, uanset hvad andre måtte sige eller gøre. Vær tro mod dit indre lys, for du fortjener at skinne.
Når vi tror på tanker, så skaber det en virkelighed.
Men hvis ”virkeligheden” virkelig var så virkelig og stabil, ville den jo ikke ændre sig, vel? Virkeligheden er ikke andet end en flydende masse, som vi øjeblik for øjeblik sætter en form på. Min virkelighed har for eksempel ændret sig 360 grader, alt er vendt på hovedet. Selv synet af blomster har ændret sig. Blomster er ikke bare blomster for mig, men BLOMSTER!
Hvad hvis paradis er lige for øjnene af os?
Åh Lykke hvor er du henne, hvor går du hen?
Hver gang jeg forsøger at fange dig, så jeg kan beskrive dig for mine læsere, er du allerede videre.
Kunsten er ikke at prøve at fange dig, for du er et sandt paradoks, et uløseligt mysterie. Det er sandheden om livet.
Når jeg siger, at jeg ikke ved noget, ser jeg verden med nye øjne også er det at kreativiteten kaster sine fangarme over mig.
Hvilken ætsende lykke som får mit hjerte til at splintre i tusinde lykkelige stykker. Jeg bliver ustyrlig af eufori. Jeg danser. Cellerne i min krop bliver med et vakt til live fra deres meningsløse søvn. I stedet for at være en robot, bliver jeg et menneske i den ærligste betydning. Alle de mystiske porte i min krop vågner op, som havde en mægtig kraft sagt: sesam sesam luk dig op.
Jeg kommer op i fuld ekstase. Jeg begynder at skrive, som var jeg bindegal. Jeg spiser ikke, og jeg sover knap. Mine fingre taster løs og indvendig drukner jeg af inspirationens søde kilde.