Af Trinemaija Storm
Jeg har lyst til at dele min historie om min rejse ind i 3P, fordi jeg lige har set noget nyt i den og måske er der nogle af jer andre, der kan genkende det.
En januar morgen i 2016 taler jeg med en far til en dreng, der gik i min yngste søns klasse.
Vi taler om alt muligt mellem himlen og jord, som vi plejer at gøre.
På et tidspunkt siger han noget om de 3 principper. Jeg kan på ingen måde huske, hvad han sagde, men min sjæl vidste, at det var sandt, det han sagde.
Inden han gik, sagde han, at der lå en Ted Talk med Michael Nell på YouTube, som han anbefalet.
Senere på dagen sad jeg i min bil og ventede på, at mine tvillinger skulle komme fra gymnastik weekend. De var helt “tilfældigt” forsinket 20 min, tid nok til at se videoen med Michael Nell.
Jeg søgte på ham og fandt ud af, at der var en bog på dansk af ham.
Den bestilte jeg med det samme.
Et par måneder senere stødte jeg ind i ham faren, jeg havde talt med den januar morgen.
På dette tidspunkt havde jeg læst bogen to gange og var sulten efter mere.
Jeg fattede ikke en skid af det, men der var noget, der havde forandret sig. Jeg kunne ikke sætte hverken ord eller fingeren på, hvad der var forandret.
Nå men jeg møder ham igen og spørger ind til, om han ikke kan sige noget mere og denne forståelse.
Det kan han ikke, men han kender en der kan og giver mig et telefon nr.
“Du kan ringe og tale med min far”…. Første tanke, jeg kan sgu da ikke ringe til din far, som jeg aldrig har mødt!!
Disse tanker blev ved med at kredse rundt i mit hoved i et par uger.
Så fik jeg en ny tanke om, at ham jeg havde fået nummeret af ikke troede, at jeg ville ringe til hans far. Jeg skal vise dig, at jeg tør ringe til din far… og så ringede jeg til det nummer, jeg havde fået.
“Det er Christian” lød det, da telefonen blev taget.
Åhhh det er Trine… og en lang søforklaring på hvem jeg var, hvem jeg havde fået nummeret af og hvad jeg ville.
Manden der tog telefonen var Christian Olsen.
Han ville hellere end gerne fortælle mig om principperne. Vi talte sammen i 1,5 time og lige der midt i mit køkken, blev jeg ramt af den der ubeskrivelige følelse.
En følelse jeg ikke havde oplevet ret mange gange i mit liv, men i hvert fald nok til at genkende den.
Det var som om min sjæl og alle mine celler i kroppen var kendt med denne vilde følelse, og da Christian spurgte om jeg kunne mærke DET, var jeg på ingen måde i tvivl om, hvad han mente.
Det står SÅ tydeligt for mig i dag, at jeg sad her og bare var og mærkede den vildeste følelse af glæde.
“Nu ved du hvordan det føles”, sagde Christian. “Gå altid efter følelsen”.
Christian fik mig hurtigt ind i 3P foreningen og nogle zoom møder med andre fra foreningen og Harry Derbitsky.
Jeg var så opslugt af det, men forstod ikke ret meget af det. Jeg gik efter følelsen, og hver gang jeg havde deltaget i et zoom, var jeg så rolig og kunne mærke følelsen.
I januar 2017 udkom Mette Louises gule bog, Dit selvhelbredende sind. Den blev købt og læst flere gange. Forsøgte mig med videoer på engelsk, men det var for svært. Jeg forstod noget af det, men det kom ikke ind under huden på mig.
Jeg havde på daværende tidspunkt en kæreste, som jeg selvfølgelig synes skulle kende til principperne. Men hun havde så meget modstand på det og når hun endelig spurgte ind til noget, kunne jeg ikke svare på det.
Det var som om jeg ikke kunne finde mit 3P sprog, og jeg kunne ikke formidle det.
I august 2017 var der en 3P lørdag med 3P foreningen i Slagelse hos Mette Louise i Intakt. Der mødte jeg Mette Louise Holland, Jacob Rebien, Natasha Swerdloff, Lotte Lykkegaard, Trine Høhrmann, Kim Brems, Chris Nunan, Lars Fogtmann, Christian og Pernille, Sanne Schroll, Mette Brink mm. Det var første gang, jeg så så mange 3Per og jeg var høj i flere dage.
Jeg synes ALLE i hele verden skulle kende til det, men jeg havde stadig ikke sproget og stoppede helt med at forsøge at prøve.
Efter et par år var det som om jeg ikke kunne mere.
Jeg havde det lidt som om 3P ikke virkede mere og måske havde det aldrig virket, det var bare noget jeg havde bildt mig ind.
Så jeg holdt mig væk et par år. Deltog ikke i zoom, 3P arrangementer eller den årlige weekend. Jeg orkede ikke at høre om 3P.
Så havde jeg et par år, hvor jeg ikke ligefrem svømmede rundt i den ubeskrivelige dejlige følelse. Jeg fik ondt af mig selv og begyndte at kigge lidt i mine gamle selvhjælps bøger, begyndte igen at søge efter noget jeg troet jeg manglede. Om det var i krystaller, englekort, healing og clairvoyante.
Det er sjovt at kigge baglæns, for mens jeg søgte og ikke havde det godt, var jeg mere rolig end nogen sinde og en dag så jeg, at det forhold, jeg var i, måtte stoppe. Jeg kunne ikke kende mig selv mere, jeg havde givet så meget af mig selv, at der ikke var mere mig. Det så i hvert fald sådan ud.
Jeg var blevet væk fra mig selv.
Men som Jacob har sagt flere gange. “Prøv at gå et skridt hen til dig selv” Det kan ikke lade sig gøre. Men jeg prøvede alligevel at søge udenfor mig selv, efter mig selv.
Hvis jeg var gået til lægen, er jeg sikker på, han ville have sagt, at jeg havde en depression. Det gjorde jeg ikke, altså gik til lægen. Jeg begyndte i stedet at træne, løbe og gå nogle virkelige lange ture ved havet.
Havet blev mit åndehul, når tankerne kom rullende ind over mig og væltede mig omkuld. Jeg oplevede, hvordan det er at få et angstanfald.
Det var som om havet bare ville have mig, at jeg havde glemt, hvor meget visdom der er i at gå ved havet. Aldrig har jeg fået så mange indsigter.
Langsom fik jeg det bedre og bedre.
En dag i foråret 2020 kom der en mail fra 3P foreningen om 3P weekend på Musholm. For selvom jeg troede 3P ikke virkede mere, så kunne jeg ikke få mig selv til at melde mig ud af foreningen.
Jeg gik på stranden, da mailen kom og jeg læste den på min mobil. Med det samme vidste jeg, at det skulle jeg deltage i, og at jeg var meget mere åben for 3P nu.
Det var også på tide af stoppe med at kæmpe imod livet og i stedet bare flyde med det.
Da weekenden kom var jeg lidt usikker på, om jeg nu passede ind, nu hvor jeg havde været væk…. Og andre skøre tanker, som forsvandt som dug for solen, da jeg trådte ud af min bil. Da vi nåede til søndag eftermiddag, havde jeg tilmeldt mig Natasha Swerdloffs Practitioner uddannelse. Jeg havde ingen penge, og jeg anede ikke, hvor jeg skulle få den slags penge fra. Men jeg vidste bare, at jeg skulle med på det hold der skulle starte 1,5 måned efter.
Det lykkes selvfølgelig og jeg landede meget dybere i principperne end jeg havde været før. Og jeg måtte jo sande, at de virkede.
Nu er det et år siden jeg blev færdig med uddannelsen, og jeg må bare sige, at jeg stadig bliver forbavset og taknemmelig, når jeg ser noget endnu dybere.
Det kommer lidt i ryk, men her på det sidste er der virkelig åbnet for en sluse, der gør at jeg jævnligt for øje på noget nyt.
I weekende var jeg så heldig at opleve og lytte til Bill Pettit og hans kone Linda. For år tilbage ville det ikke være muligt, at jeg ville kunne høre og forstå engelsk tale en hel weekend, men det er som om det flyder ind i hoved på mig, og jeg forstå det med kroppen.
Bill fik sagt noget den ene dag om at ville være bedre til 3P end de andre. Alle grinede og det var også en skør kommentar der blev sagt en sjov stemme. Alle i lokalet vidste at det jo ikke hænger sådan sammen.
Men lige der vidste jeg også godt, at det er det jeg havde forsøgt.
Da jeg mødte alle de andre 3P’er i Slagelse hos Mette Louise, blev det en slags konkurrence. Hvem havde “forstået” 3P mest og bedst. Det er jo helt skørt, og hvis du havde spurgt mig i sidste uge, om jeg har et konkurrencegen, ville jeg sige nej lige på stedet.
Altså Trinemaija har ikke et konkurrencegen, men det har mit ego. Jeg ville SÅ gerne “forstå” principperne, sådan helt ind. Jeg ville SÅ gerne kunne fortælle de andre om alle de vilde indsigter jeg fik, bort set fra at jeg ikke fik nogle. Jeg blev misundelig over, at de andre kunne tale og forstå engelsk og havde været til London konferencen og havde mødt alle mulige 3P’er fra hele verden. Jeg blev misundelig over, at nogle havde været på Salt Spring Island, og at de havde råd til det.
Mine gamle tanker om at jeg ikke havde samme muligheder som alle andre, at jeg var skadet for livet, at jeg var dum og ikke god nok, kom på overarbejde.
Jeg kunne jo godt mærke den der følelse, men det var som om principperne ikke ville sive ind. Så måtte det jo være mig, der ikke var ligeså god til 3P, som de andre var. Jeg fik sat de andre op på en piedestal, der var så høj, at jeg næsten ikke kunne kigge der op. Mette Louise havde jo skrevet en bog og hende og Jacob kørte jo med klatten og var begyndt at tale med mennesker og hjælpe dem. De holdt kurser og fik lavet en uddannelse. Lotte Lykkegaard havde også skrevet en bog og arbejdede med ledelse. Natasha talte med mennesker over hele verden og var ved at skrive en bog sammen med Dicken Bettinger og havde også en uddannelse…. Og så var der bare lille mig, Trinemaija der var i et forhold med så meget modstand, sygdom og en førtidspension lige om hjørnet. Hvad var jeg? Ingenting, men det kunne jeg jo ikke sige, for det var ikke at “være” 3P. Det føltes forbudt at tænke sådan. Det måtte jo være mig der var gal på den med sådanne tanker. I 3P var der så mange uskrevne regler, fuldstændig som hele mit liv havde været fuld af. Regler ingen talte om, men alle vidste de var der.
Man må ikke gøre noget i 3P. Kun give slip.
Man er ikke rigtig 3P’er hvis man ikke er rolig og har det dejligt hele tiden.
Man er heller ikke rigtig 3P’er hvis man ikke får indsigter.
Man er ikke en god 3P’er hvis man ikke kan forstå hvad Sydney Banks siger.
Osv. osv.
Så var det jeg opgav og var sikker på 3P ikke virkede.
De par år jeg var “ude” af 3P var nogle hårde nogle, men de lærte mig sindssygt meget.
Når jeg gik ved havet, væltede det ind med indsigter. Nogle var bare sådan hverdagsagtige og andre var på et dybere plan. Nogle glemte jeg lige så hurtig, som de var kommet. Så kom de igen et par dage senere. Andre lagerede sig i min sjæl. Den skulle bare lige mindes om noget.
Jeg lærte også, at jeg godt må gøre noget, jeg behøvede ikke bare at sidde på min flade og vente at på det landede i min turban.
Når jeg lige pludselig følte en ubeskrivelig trang til at gå ved vandet, ja så fulgte jeg trangen.
Jeg gjorde det ikke, fordi jeg havde sagt til mig selv, at det var sundt at gå, men fordi jeg simpelthen ikke kunne lade vær.
Jeg ved i dag, at det var livskraften, der lossede mig kærligt bag i og fik mig ud til havet, hvor jeg følte mig forbundet til livet igen og at der var der, der var hul igennem.
Så selvom jeg troede, at principperne ikke virkede på mig. Alle andre, undtaget mig. Så blev det SÅ tydeligt, at der er en kraft, der er så meget større end lillebitte mig. Den dag på stranden hvor jeg læste mailen om 3P weekend, og hvor det lige pludselig ikke gav mening at kæmpe imod livet længere, slap jeg kampen.
En kamp jeg selv helt uskyldigt var kommet til at tage på mine skuldre. Mit Intellekt var i kamp mod mig og min indre visdom. En kamp eller rettere en krig, der havde varet i 40 år.
“Gå efter følelsen Trine ” sagde Christian.
Jeg skulle ligge i blød i næsten 4 år før jeg endelig kunne slippe mit intellekt og bare være 3P.
Jeg vidste jo godt, at jeg ikke skulle/kunne forstå det med mit intellekt. Jeg troede jeg havde forstået det, men det havde jeg ikke. Det jeg vidste om 3P var det jeg havde forstået med mit hoved. Efter jeg slap, forstod jeg det lidt med mit hjerte og endnu mere nu her 2 år senere.
Jeg kunne se at alle de uskrevne regler var mine egne. Tanker om at det skulle være på en “rigtig” måde,
Nej man kan ikke være god til 3P. Det er ikke noget man kan øve sig på. Man er ikke bedre end de andre, hvis man har haft en “stor” indsigt.
Vi ser hvad vi ser. Det er hverken mere eller bedre, end hvad andre ser. Vi er lige der, hvor vi skal være.
Livet går op og ned for alle.
3P er en gave, der bliver ved at at give livet igennem. Vi ser lige pludselig noget nyt.
Jeg har nu taget alle de “kendte” 3P’er ned fra piedestalen og kan oprigtig sige, at jeg er stolt af, hvad de har opnået med at brede budskabet mere ud.
Jeg er af den overbevisning at vi alle får indsigter, men vi er så fokuserede på, at de skal se ud på en bestemt måde og så opdager vi dem ikke, når de kommer.
Vi er mange der gennem vores liv har troet, at vi kunne kontrollere og vide, hvordan livet ville folde sig ud. Jeg blev syg af det. Prøv at stave kontrol bagfra… lortnok! Så kan jeg bedre forstå, hvorfor jeg blev syg.
Lille mig har INGEN kontrol over livet og jeg kæmpede en ulige kamp.
Efter weekenden med Bill Pettit, så jeg hvordan jeg var blevet ved med at søge, også selvom jeg sagde højt, at det gjorde jeg ikke mere. At jeg havde fundet hjem. Noget i mig var fundet hjem, men mit hoved prøvet at regne det ud og forstå det. Jeg forsøgte så meget at jeg stoppet indgangen til. Ja så “virkede” 3P ikke, lige indtil jeg slap kontrollen.
Vi har alle hver vores rejse og min tog altså 4 år, hvor jeg måtte ligge i blød, før det var sivet ind. Først forbi hovedet og så ind i hjertet og det er okay. Alle rejser er forskellige, og vi kan ikke sammenligne os med andres rejser.
Jeg fik så mange indsigter af at lytte til Bill og Linda og jeg er SÅ ydmyg og taknemmelig over alt det jeg har fået øje på ind til videre og at der var en der fik mig til at kigge denne vej en januar morgen i mit køkken i 2016. Tak Mads Olsen.
Kærligst Trinemaija Storm