Indsigt om indsigter

Af Trinemaija Storm

I 3P hører vi om indsigter hele tiden, men hvad er en indsigt? Ifølge Den Danske Ordbog er en indsigt en forståelse opnået gennem undersøgelse, erfaring eller tænkning. Oprindelse fra Tysk Einsicht, verbalsubstantiv til einsehen – “indse”. Synonym Visdom. Men som med mange andre ord har vi vores helt egen forståelse af ord.

For mange mennesker er ordet indsigt ensbetydende med noget meget stort og sjældent. Sådan havde jeg det også i starten i mit møde med 3P. Men årene har lært mig noget andet. Vi kan helt uskyldigt komme til at tro, at vi næsten ikke kan leve videre, hvis vi ikke får en af de helt store indsigter. Det kan gå hen og blive en kamp at få disse indsigter.

Jo mere vi prøver at tvinge dem igennem, jo mere kan vi være sikre på, de ikke kommer. Men de ville jo være så gode for mig, har jeg tænkt mange gange. Jeg forstår det ikke, måske jeg er dårlig til 3P, eller også virker 3P ikke på mig. Men jeg er nu ikke så enestående, at de ikke virker på mig, men resten af kloden.

På et tidspunkt opgav jeg det hele og dyrkede min elendighed i stedet for. Det gjorde jeg så i 1,5 år. En dag fik jeg kigget op og så noget andet. Det første der kom til mig var, nu er jeg sikker på, der er hul igennem. Siden den dag har jeg næsten fået indsigter dagligt. De fleste er bittesmå og helt lavpraktiske, som måske er det ikke en god ide at drikke to store krus te, inden du går en lang tur i skoven, hvis du ikke vil tisse i det fri, eller tjekke vejrudsigten inden du hænger vasketøj op udenfor, eller lad nu vær med at spise købe-hummus, du får så ondt i maven hver gang. Mange af disse slags indsigter glemmer jeg lige så hurtigt, som de er kommet til mig. Men så kommer de bare igen en anden dag. Jeg har også været så privilegeret at få nogle ret store indsigter, som har ændret mit verdenssyn, på flere områder i mit liv. Jeg har set nogle af mine vanetanker og mønstre. For mig har de været store og personlige, andre ville måske ikke opleve det store, hvis de fik dem.

De nye indsigter, jeg har fået øje på nu, er dem der kommer snigende. Lige så langsomt sniger de sig ind under huden på mig. Det kan tage dage og nogle gange uger eller måneder. For hver dag der går, ser jeg noget tydeligere og dybere. Det kan være et emne, jeg har været nysgerrig på et stykke tid, men det kan også være noget, jeg ikke har været bevidst om, var godt for mig at se. Jeg er vild med denne slags indsigter.

Jeg er blevet mere bevidst om, hvad det er, jeg elsker ved 3P. Mange vise mænd og kvinder har gennem tiden talt om det samme, som vi taler om i 3P. For mig er forskellen indsigterne. Vi mærker først rigtig meningen i ordene, når vi oplever dem som vores helt egne personlige indsigter, og derved indser eller ser vi bag om de vise ord. Det kan være super inspirerende at høre, hvad andre har set og mærket, for det kan nogle gange vække vores egne indsigter. Vi kan komme til at stirre os blinde på, hvordan en indsigt skal se ud, og hvordan de kommer til os. Hvordan får du indsigter?

Kærligst Trinemaija Storm