Af Pernille Bothmann
Her har jeg fundet min egen ro, på uendeligt mange ture, det samme sted. For det
her sted, kommer der næsten ikke andre mennesker, og jeg kan stadig efter et år
tælle på en hånd hvor mange jeg har mødt på mine ture.
Bare for, at det ikke skulle blive ensformigt, har jeg taget turen omvendt, dog ikke
lige så mange gange, for så skal jeg nemlig ikke tage stilling til andet end min ene
fod skal frem foran den anden.
Mit hoved kan holde fri.
Min rejse med 3p startede kort før min mand, skulle herfra. Han havde været syg i
næsten 4 år med kræft. En rejse som bød på rigtig mange ture, både op og ned.
Nu er du rask, nu skal du dø, for vi kan ikke gøre mere for dig. Den tur fik vi flere
gange.
Undervejs har jeg da overvejet, om jeg en dag ville ende med, at blive rablende
vanvittig, sådan som vi blev kastet rundt.
Alt det her forgik før forståelsen landede hos mig, og den har på mange måder
været min redningsplanke. En planke som blev smidt ud til mig, og som jeg tog
taknemmeligt imod.
Nogen viste mig den lille gule.
Jeg vidste da jeg havde hørt den første gang, at noget vigtig ringede på i mit liv.
Jeg kunne mærke, det gav mening. Men jeg fattede bestemt ikke hvad jeg havde
hørt, jeg kunne bare mærke en ro. En anderledes form for ro.
Da vi var på den sidste del af min mands rejse, havde jeg ikke tid til, at gå
længere ind i forståelsen. Dog vil jeg sige, at jeg aldrig havde forstillet mig, at
kunne være med det som var i den ro jeg havde.
Jeg så et menneske forsvinde mellem hænderne på mig. Det var en uskøn og
barsk oplevelse. Han var selv ked af det, for han kunne jo selv se hvordan han
fysisk forsvandt i spejlet.
Der var dog en ting som var vigtigt for mig, for jeg sagde til ham hver dag, når han
kommenterede på sin fysik. Jeg kan ikke se det, jeg ser dig. For mig er du stadig
den mand, jeg mødte og blev forelsket i. Det er ikke fordi jeg ikke forstår hvad du
mener. Men jeg ser dig, for mig er intet forandret.
Sorg tager sin tid, og der er nok lige så mange måder som der er mennesker. I
starten prøvede jeg, at fatte han var væk.
Rakte ud efter hans arm morgen og aften. Men der var ikke nogen varm arm, at
gribe i.
Var træt af, at være ked af. Ja det var jeg, for det havde jeg været on og off i
næsten 4 år. Så nu måtte det være nok, tænkte mit intellekt, jeg vil ud i livet igen,
og leve det og have alt det med, jeg har sat på pause.
Sådan tænkte jeg, for jeg var træt. Kældertanker og nogen gange gik mine tanker
også i krybekælderen.
Indtil jeg forstod, at smerten også bestod i ikke, at være med det som var. Det var
ukærligt over for mig selv, ikke at være ok med livet, lige præcis med det som bød
ind nu.
Det lettede at være ok med at have dårlige dage. For der var også gode dage,
selvom jeg var ked af det.
I accepten lå der en forløsning, som jeg ikke kan forklare med ord. Den skal man
nok selv have lov til at opleve. Sagde det også højt til mig selv, for at være sikker
på det nu også fes ind.
Et år efter flyttede jeg, ud på landet, ud til ro, for her er så stille. En stilhed hvor jeg
næsten kan høre græsset gro.
Jeg har haft et år med min skov, min elskede skov. Den har forandret sig, lyttet til
mine snakke med mig selv. Sendt mig på små eventyr indeni.
Den har budt mig velkommen, og sikkert smilt stort af mig, når jeg har været
forundret og glad over den forandring årstiderne kan præstere. For intet er statisk
derinde i skoven, alt er under forandring hele tiden.
Jeg har set på fineste vis, at livet ikke står stille. Selvom det godt kan føles sådan
indeni, en gang imellem. Naturen har vist mig noget andet.
At naturen også er smuk, når træerne står nøgne uden blade. For inde bag
pragten af blade, som også skifter farve, ja der er træets sjæl.
Mine ture har været min healing, min ro og jeg har taget min tid for, at komme
tilbage og finde mig igen.
For mange ting forandres i livets kriser. Især det indeni, og det er så fint. Især med
mine nye 3P briller.
Er fyldt med taknemmelighed for livet og forståelsen og det som er.