En dag gik det op for mig at hvis du tog nogle forskellige mennesker, lad os sige Justin Bieber, en rig sheik, en hjemløs og en sygeplejerske, gav den hjemløse et varmt bad og en klipning, gav dem alle det samme tøj på og bad dem om ikke at synge, så ville du ikke kunne se hvem der var hvem. Hvem er sheik? Hvem er en berømt sanger? Hvem er hjemløs? Hvem er sygeplejerske? Under den tynde skal af individualitet er vi det samme.
Vi er skabt af samme venlige, intelligente energi. Vi lever alle i følelsen af vores egne tanker. Vi har alle usikre tanker når vores bevidsthedsniveau daler. Vi har samme medfødte sundhed lige inde bag tankerne. Vi vil alle gerne høre til. Vi vil alle gerne trives. Vi gør alle det bedste vi kan, øjeblik for øjeblik. Vi vil alle gerne være gode imod hinanden. Vi er det samme. Jeg elsker den fælles natur, der forbinder os lige under det niveau, hvor vi ligner individer.
Det er en totalt anderledes oplevelse at møde andre mennesker efter erkendelsen af vores fælles natur. Inden jeg stødte på principperne blev jeg meget oftere forført af menneskers facader – jeg så ikke hvordan de satte dem op for at skjule deres usikkerhed og for at øge sandsynligheden for at andre skulle kunne lide dem. I stedet opfattede jeg dem for mere perfekte end mig, stærkere end mig, mindre usikre end mig. Og så fik jeg selv usikre tanker og forsøgte at dække over det med en individ-facade.
”Måske kan de lide mig hvis jeg er speciel”. ”Måske kan de lide mig hvis det ser ud som om jeg ikke har problemer eller hvis det ser ud som om jeg er succesfuld”. Det er så uskyldigt. Vi vil bare gerne have at de andre kan lide os. Men det er ikke nogen specielt behagelig oplevelse at tænke at man er nødt til at gemme sig for at andre skal kunne lide os. Og selvfølgelig er det bygget på en falsk antagelse.
For hvordan skulle det at tage en maske på kunne få andre til at kunne lide mig bedre? Det eneste jeg fik ud af det var, at de andre ikke fik mulighed for at lære mig at kende og ikke fik chancen for at genkende deres egen menneskelighed i mig – inklusive lejlighedsvis usikre tanker.
Hvem har ikke haft tanken: hvad hvis de ikke kan lide mig? Det er så almindeligt. Et eksempel fra mit eget liv er hvordan jeg havde fundet på historier om hvordan mine kolleger på mit gamle job måske ikke kunne lide mig. De var virkelig søde mennesker, men jeg tænkte historierne frem alligevel (for de føltes jo så virkelige).
Så stødte jeg på 3p og opdagede at det et grundprincip at vi føler vores tanker som virkelighed, uanset hvad vi tænker, og en dag gik det pludselig op for mig: Hey! Hvad så hvis de ikke kan lide mig? Jeg kan jo lide dem! Det er der ingen der kan tage fra mig, så hvad vil de gøre ved det?! Jeg så pludselig at jeg ikke var en usikker person, men bare en person der havde lyttet til usikre tanker. Og så blev alt så helt utrolig enkelt.
For fakta var at 1) jeg kunne lide dem, 2) jeg havde muligheden for at være glad uanset om de kunne lide mig eller ej og 3) hvis de ikke kunne lide mig, så betød det kun én ting: at de havde begrænsede tanker om mig (og muligvis om dem selv) i det øjeblik. I lyset af denne nye indsigt så mine gamle historier om ”hvad hvis…” pludselig bare pudsige og unødvendige ud.
Det er en helt utrolig meget mere behagelig oplevelse at møde mennesker fra denne forståelse. Jeg har ikke længere så mange tanker om hvad andre tænker. Så der er færre tanker imellem os, og på den måde kan vi se hinanden mere klart. Vi får muligheden for rigtigt at mødes – sådan: hvad søren, du er også et menneske! Dejligt at møde dig. Dejligt at vide at du også nogen gange har usikre tanker, ligesom mig.
Efterhånden som jeg mødte andre der også var begyndt at se verden igennem forståelsen af principperne, lagde jeg mærke til at de ligeledes så andre fra dette dybere fælles niveau – og jeg elsker det. Jeg elsker at vi kan dele lettelsen over nu at se usikre tanker som ikke andet end tanker. Og over hvordan den forståelse så radikalt har forandret vores forhold til disse tanker, fordi vi hver især har opdaget at vi ikke er nødt til at tage tanker så seriøst.
Af psykolog og forfatter, Mette Louise Holland