Af Miriam Vestergaard Ørnebjerg
Oktober måned har for mig været præget af fokus på mental sundhed. Jeg har bl.a. deltaget i Sindets Dag på psykiatrisk afdeling i Svendborg. Det var en dag fuld af nærvær:
En forfatter fortalte om skrivegrupper, som han afholder for pårørende til psykisk syge, for at de i den forbindelse kan mærke sig selv, i stedet for at deres liv udelukkende kredser om den psykisk syge. Han læste desuden op af sine digte, som han har skrevet i forbindelse med flere indlæggelser, han har haft på den psykiatriske afdeling. Flere frivillige fortalte om deres arbejde med bl.a. læsegrupper, kreativt værksted og samtalegrupper for pårørende. Der var også et musikalsk indslag, som var så smukt, at jeg sad med tåre i øjnene. Hele dagen gjorde stort indtryk på mig, men ingen satte ord på nærværet. Jeg følte, at jeg manglede en opsamling på dagens program. Jeg havde en oplevelse af, at dem der stod bag de enkelte indslag, hver især mente, at de havde fundet svaret på mental sundhed. At svaret lå i digtene, læsegrupperne eller musikken. Jeg tror ikke, at jeg ville have fået noget ud af sådan en dag, hvis jeg havde deltaget før jeg stødte på 3P.
Udover den kærlighed, ro og lethed i kroppen – som dagens nærvær havde efterladt, oplevede jeg en genklang af en følelse, som har været meget dominerende i mit liv. Det var en følelse af, at andre kunne se noget, som jeg ikke kunne se. Førhen så jeg mennesker, som elskede livet, og jeg forstod ikke, hvad det var, de så. Men med et forstod jeg, hvor meget nærvær, der altid har været. Jeg så det bare ikke, før jeg blev opmærksom på det. Og da jeg ikke så det, oplevede jeg det heller ikke på samme måde, som jeg gør i dag.
Mødet med 3P og forståelsen af, at vores indre sundhed altid er til stede i os, har hjulpet mig til at få øje på al den kærlighed, der naturligt blomstrer i og omkring os. I musik, i digte, i menneskets ønske om at hjælpe andre mennesker. Kærligheden er overalt og i alt, og vi mærker den stærkest, når vi giver livskraften lov til at flyde frit igennem os.
Mange mennesker har mærket resultatet af dette, hvorfor de naturligt tænker at musik, digte osv. har helbredende kræfter. Sådan ser det ud. Sådan kan det føles. Men for sådan en som mig, som levede i et hoved, hvor mine tanker var fundamentet, og hvor livskraften var en falsk oplevelse af midlertidig lindring – der hjalp musik og digte mig ikke til at få det bedre. Jeg havde brug for at få øje på min indre sundhed, før jeg kunne tillade mig selv at tro på livskraften og den effekt den har.
Når jeg lytter til musik i dag, ved jeg, at den følelse jeg mærker, ikke kommer fra musikken. Følelsen er der altid. Men jeg mærker den tydeligere i musikkens selskab, fordi jeg genkender noget i musikken. For mig er dette en tydelig skildring af forskellen mellem at leve livet udefra og ind, hvor man oplever at helbredelsen ligger i selve musikken, kontra indefra og ud, hvor man ved, at den indre sundhed altid søger mod helbredelse helt af sig selv.