Af Kirja Horst Frederiksen
I de sidste par dage har jeg skiftevis lyttet til Fru Frygt og Fru Visdom. Fru Frygt begyndte at tale gennem Coronavirus. For lidt over en uge siden. Mine børn kom hjem fra skole, min mand fra job, og her talte Fru Frygt rigtig meget gennem Coronavirus – og igennem dem. Det var som om, at Fru Frygt talte alle steder – om Coronavirus. Lærerne i skolen, ekspedienterne i butikkerne, radioværterne i radioen, igennem nyhederne and so on. Først lyttede jeg ikke så meget til Fru Frygt. Men hun har det jo med at råbe højere og højere. Og pludselig skreg hun onsdag aften noget om, at skoler, uddannelsesinstitutioner og hele det offentlige ville lukke ned i 2 uger. Min søn jublede, min datter kunne ikke forstå det, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle tænke.
Det var lidt svært at sove dén nat fordi Fru Frygt havde lagt sig ved siden af mig. Men da alle andre i huset sov, begyndte Fru Frygts øjenlåg også at blive tungere. Vejrtækningen fra min mand, børnene og dyrene i huset beroligede både Fru Frygt og mig. Og det er, når tankerne i hovedet bliver stille, at jeg kan høre Fru Visdom.
Hun kom og lagde sig ved min anden side. Fru Visdom. Dér lå jeg så med en nu snart sovende Fru Frygt på den ene side og en rolig og opvakt Fru Visdom ved min anden side. Fru Visdom talte stille, roligt og langsomt til mig om Coronavirus, om at Danmark nu får en velfortjent pause – en pause til at være sammen i de små familier eller i mindre grupper. En ny situation, hvor vi mennesker opdager, hvor lille verden er, og hvor meget vi skal passe på hinanden og vores klode. En pause til at (gen)opdage forbundetheden med hinanden. En pause til at mødes i virtuelle fællesskaber, en pause til at ringe til sin mor og far og høre om, alt er okay. En pause til at kigge børnenes skolebøger igennem, spille ludo, hygge med guitar og blokfløjte, bage en kage, en pause til at gå rolige ture ved vandet – sammen. En pause – til at være.
Fru Visdom er klog. Hun har ret. En pause til nærvær og kærlighed. Men hov – hvem er det, jeg nu mærker i fodenden? Er det ikke Fru Kærlighed. Fru Kærlighed – først som den lille lodne gravhund Perry. Men så som sig selv. Store elskelige Fru Kærlighed. Det er som om, at hun breder sine arme rundt om hele vores lille røde hus. Kærligheden strømmer. I hver en mursten, på hver en etage, i hvert et åndedrag. Alt er som det skal være. Lille jeg giver slip, overgiver mig til situationen, slapper af og falder i søvn. Sammen med Fru Frygt, Fru Visdom og Fru Kærlighed. De tre herlige damer, der danser i mit liv.
Kærlig hilsen Kirja