Der er alt for mange mennesker, der kun husker de historier, hvor det ikke ender godt, eller hvor det har været et hårdt fysisk og psykisk forløb. At man må være meget syg, og ikke kan have det godt.
Jeg er blevet opfordret til at dele min historie og de indsigter, jeg fik, da jeg fik konstateret kræft. Det er historien om, at man godt kan have et godt og lykkeligt liv – med kræft. En almindelig tid, hvor det er hverdagens skærmydsler med logistik, sygehusbesøg, madpakker, sportsaktiviteter og arbejde, der fylder, uden at være psykisk påvirket af kræften. At være glad hver dag og have roen til at træffe de rigtige beslutninger.
Det gør ondt at have kræft, og det er ubehageligt. Behandlingen er væmmelig. Men det var fysisk. Frygt og angst er psykisk. Det er tanker, som kommer på besøg, og går igen. Mit kræftforløb har på mange måder været et meget lærerigt forløb, men jeg ville selvfølgelig helst have været foruden.
Først vil jeg sige, at der ikke er nogen rigtig eller forkert oplevelse af at have kræft. Du har din og jeg har min. Oplevelsen er skabt af vores tanker og enhver situation opleves forskelligt af os. Arbejdsmæssigt er jeg så heldig, at jeg dagligt hjælper private og offentlige virksomheder med at finde løsninger til deres udfordringer. At hjælpe dem med at skabe ro mentalt, så de får klarhed til at se den rette vej. Det har givet mig muligheden for at se mine udfordringer i et andet lys, og det er jeg vildt taknemmeligt for.
En af de ting jeg tager med er, at forskellen ligger i forståelsen af, hvor vores oplevelse kommer fra. Vi lever i følelsen af vores tanker. Vores tanker skaber følelser og deraf kommer vores handlinger og adfærd. Nogle gange kommer der en masse tanker, der forstyrrer billedet. De kan virke enormt virkelige og sande, men når vi har et roligt øjeblik, kan vi på det tidspunkt godt se, at de måske ikke var så virkelige alligevel. I disse tilfælde er det oftest historier fra ”fortiden”, der skaber frygt om fremtiden. Vi kender ikke fremtiden, men alligevel er vi bange for den. Det er altså ikke kræften, jeg var bange for, men mine tanker om, hvad kræften gør. En forestilling om fremtiden, som jeg egentlig ikke kender.
Vores sind er altid intakt
En af de andre ting jeg tager med, er at vores sind altid er intakt. På samme måde som skyerne og solen. Nogle gange er der så mange skyer på himlen, at vi ikke kan se solen. Men solen er der altid. Det er vi aldrig i tvivl om. På samme måde er det med vores sind. Nogle gange får vi en masse tanker, der gør det svært at finde roen, og tro at vi er ok, men det er vi – altid. Det har min indsigt i kræftforløbet igen bekræftet. På samme måde som solen altid skinner bag skyerne, på samme måde er der altid ro bag tankerne. Tankerne skaber som nævnt alle vores oplevelser – selv i de mest turbulente livsomstændigheder og arbejdssituationer.
Ingen tanker og følelser er konstante, de ændrer sig hele tiden, så hvornår er vores oplevelser ”virkelige” – på vores gode dage, dårlige dage eller måske aldrig? Indsigten i tre universelle principper, har været afgørende for at kræftforløbet har været en god oplevelse. Mit budskab er, at vi altid er helt ok, selvom vi er ramt af en frygtelig sygdom.
Min historie er sådan her:
Jeg opdagede en bule på halsen og gik til lægen. Blev sendt hjem igen og skulle komme tilbage, hvis den ikke var blevet mindre inden for 14 dage. Det var den ikke, så jeg kontaktede lægen igen. Her blev jeg henvist til øre-, næse- og halslæge, som tog en biopsi. Jeg blev ringet op af lægen og blev bedt om at komme ind, da der var svar på min prøve. Han fortalte, at jeg havde ondartet kræft, og at han ikke kunne sige noget om, hvor det sad.
Tankespind
Da jeg kørte derfra, blev jeg bange og ked af det. Tankerne om min mors kræft væltede op i mig igen. Hun fik konstateret kræft og døde 11 dage senere. Min mormor, morfar og moster er også døde af kræft, min onkel har kræft, og min kusine er terminal med kræft, så vi har ikke ligefrem solstrålehistorier om kræft i familien.
Tankerne fløj rundt i hovedet på mig. Var jeg selvlysende, når jeg blev skannet? Vil jeg overleve? Hvis ikke, kunne min søde hustru – Dorthe – så klare vores fem børn alene, og hvordan vil børnene tage det? Ville de kunne klare sig uden en far, og hvad ville det betyde for dem? Hvordan skulle de blive trøstet, og hvad ville det betyde, hvis de skulle sige farvel til mig?
Jeg forestillede mig, hvordan de ville stå der ved siden af kisten og sige farvel. Jeg skulle jo følge min datter op ad kirkegulvet, når hun skulle giftes. Tankerne fløj rundt i hovedet på mig og blev ved med at spinne. Jeg har tankespind som alle andre, jeg forstod bare, hvordan oplevelsen var skabt.
Virkeligheden er uforandret
Senere den dag skulle vi til gymnastik med vores datter, vi sad i gymnastiksalen og kiggede på de små, der hoppede lykkelige rundt mellem hinanden. Forældrene sad langs væggen i gymnastiksalen ligesom de plejer. Det gjorde vi også, Dorthe og jeg. Det var surrealistisk. Jeg tænkte – her sidder vi. Alt er, som det plejer, og intet er, som det plejer på samme tid. Vores verden er vendt rundt, men de andre omkring os aner intet om det, og verden virker så normal. Virkeligheden er uforandret. Her sidder vi bare. Og kigger på gymnastik. Med kræft.
Efter det indledende besøg på Hillerød Sygehus gik det op for mig, at det ikke var kræften, jeg var bange for, og som skabte en masse følelser. Det var alle mine tanker om fremtid og fortid, det var ikke selve kræften. Så lettede det hele. Tankerne. Jeg kunne have ro på. Være klar igen. Der kom tanker op, frygt, men det bed sig ikke fast. Jeg indså igen, at det var mine tanker, jeg var bange for.
Tankespindet var ovre, og derfra begyndte alt at være ok. Jeg var mentalt klar igen og overskuddet var tilbage.
Mange smerter
Efter den første operation, hvor de fjernede mine mandler, havde jeg mange smerter og var på morfin. Men de havde fundet min tumor og skåret den bort. Operationen gik fint – men det gjorde meget ondt.
Hjemme igen aftalte jeg med familien, at når det gjorde alt for ondt på mig, så trak jeg mig tilbage til soveværelset. De måtte gerne komme ind, børnene, men jeg var der, fordi det gjorde ondt. Jeg var på et smertestillende morfinpræparat, så jeg var lidt ved siden af mig selv.
Robotkirurgi og sondemad
Jeg skulle opereres igen på, denne gang Rigshospitalet, efter tre uger. Det første sår skulle lige hele lidt op. Næste operation var med robotkirurgi, hvor de fjerner vævet rundt om tumoren og fjerner metastaser. Denne anden gang var jeg indlagt i over en uge. Både fordi jeg skulle komme mig oven på operationen, og fordi jeg fejlsank. Jeg fik simpelthen mad og væske ned i luftrøret, fordi jeg ikke kunne styre muskulaturen i munden og halsen ordentligt efter operationen. Det er farligt, og jeg var ved at få lungebetændelse. Så jeg fik min mad og drikke gennem en sonde i knap tre uger indtil jeg kunne synke almindeligt igen.
Er jeg rask nu?
Så skulle vi ind og have svar på prøverne for at se, om de havde fået det hele. Den kirurg, der havde opereret, var der ikke, så afdelingslægen gav svar. De havde fået det hele, jeg var rask, sagde hun. Vi skulle lige være helt sikre og spurgte igen – men ja, jeg var rask. Så det kunne vi gå hjem og sige. FAR VAR RASK. Jeg skal ikke have stråler og kemo. Det er slut.
Dagen efter ringede de fra Herlev Sygehus og sagde, at mit forløb var klar. Om jeg har tid til at komme ind i morgen? Hvad? Det kan jeg ikke forstå? Jeg er jo rask? Nej, det er du ikke, så har du tid til at komme ind? Der måtte jo være en misforståelse. Han sagde, at jeg skulle komme ind. Men få lige fat på kirurgen, sagde han. Jeg fik fat i den kirurg, der havde opereret mig, og ja, der var gennemtrængning af metastaserne, så jeg skulle igennem et stråle- og kemoforløb. Afdelingslægens besked havde været en misforståelse eller en fejl.
Men altså. Der blev taget fejl. Det er menneskeligt. Systemet fungerede alligevel, jeg havde en behandlingsplan, det gik fremad, og jeg var fortsat tryg.
Tanker om frygt er tanker – ikke virkelighed.
Om aftenen, da jeg lå i sengen derhjemme, sagde jeg til Dorthe: ”Lige nu er jeg ked af det, i morgen er jeg ok igen”. Lige nu kører tankerne, men de forsvinder – og når de forsvinder, så er alt ok”. Jeg lod være med at holde fast i tankerne. Næste morgen var tankerne forsvundet og andre dukket op.
Der kunne godt dukke en tanke op. Jeg kunne tænke: ”Hm- går det mon godt? Bliver jeg rask? Dør jeg?” Men så kom den ikke videre, for jeg gik ikke ind i den. Uden næring går tankerne videre af sig selv og andre dukker op. Det kan være opvasken fra i går, hvad der skal handles ind eller noget helt tredje. Der kommer hele tiden en ny tanke, og jeg er bevidst om, hvilke tanker jeg inviterer indenfor og hvilke jeg blot hilser på og sender videre.
Mit stråle- og kemoforløb
Jeg tog til møde på Herlev. De fortalte om forløbet. 33 gange stråler og 5 kemobehandlinger. Vi lavede en plan, så jeg havde mulighed for at arbejde lidt imens.
Jeg skulle have stråler 5 dage om ugen i 6,5 uge.
Mandag var stråledag, tirsdag stråle-, blodprøve- og lægesamtaledag. Onsdag først kemo klokken ni og derefter stråler, torsdag stråler og fredag stråler.
Min nye hverdag
Onsdag, torsdag og fredag kunne jeg ret hurtigt ikke rigtigt andet end at gå hjem med kvalme og lægge mig ned. Men de andre dage kunne jeg som regel sagtens være aktiv på arbejde efter min behandling. Jeg havde ”fri” ved 15.30-tiden, enten fra arbejde eller fra min kræftbehandling.
Der var ligesom en almindelig hverdag. Bom-bom, rytmen i det. Jeg kunne have workshops og møder før eller efter behandlingerne.
Kemobehandlingen gjorde det dog mere og mere svært. Onsdag var jeg død, fredag var skidt. Det blev værre og værre. Jeg fik massiv kvalme, og til sidst kunne jeg ingenting. Jeg begyndte at få tinnitus oveni. Det blev mere og mere begrænset, hvad jeg kunne. Men jeg var stadig ok. For al det der skete med mig er en fysisk reaktion. Jeg er intakt og har altid været det. Den bevidsthed hjalp mig på de svære dage med kvalme og smerter.
Fedt at være færdig
Efter 6,5 uger var behandlingen overstået. Det var d. 29 maj.
Det var fedt at være færdig. Men en uge efter blev jeg meget påvirket af strålebehandlingen. Jeg havde store sår inden i munden, på tungen, i halsen og udenpå huden. Strålerne havde brændt mig rigtig meget. Det var svært at spise og gjorde meget ondt.
Jeg begyndte at kunne leve med smerterne over sommeren. Men smerterne i sårene kom igen i august, og jeg måtte på morfin igen. For at være sikker på, at jeg stadig var rask, sendte lægen mig til en række nye scanninger sidst i august måned. Jeg fik svar – og jeg er rask. Jeg kunne efterhånden trappe ud af morfinen igen og er nu rask og ikke på medicin længere.
Jeg fik konstateret kræft i februar og erklæret rask i september. Mit forløb bestod af 2 operationer og et stråle- og kemoforløb.
Tanker skaber vores oplevelse
I stedet for at tro på bestemte tanker, så gør vi noget andet, min kone og jeg. Vi accepterer vores tanker for det, de er. De er ikke virkeligheden, for fremtiden findes ikke endnu. Tankerne må bare poppe op, og så forsvinder de lidt efter. De forsvinder af sig selv, uden jeg skal gøre noget. Det er ikke trøst, det er ikke afvisning eller benægtelse. Tanker kommer og går – som skyerne på himlen. Vi har ingen indflydelse på, hvornår de kommer og hvilken form de har. Vi former og tillægger dem værdi alt afhængig af hvordan vi har det. Alle tanker er neutrale, det kommer an på hvilken værdi jeg tillægger dem. Jeg accepterer dem alle, fordi det er en del af livet. Det er naturligt at bekymringen og frygten kommer, men jeg ved også at de forsvinder igen.
Det var ikke kræften, der gjorde mig ked af det. Det var mine tanker om kræften, der var tunge at bære, og som gjorde mig trist.
Er det så fornægtelse af kræft, det med at vælge at lade være med at lytte til sine tanker? Nej, bestemt ikke. Vi talte meget om kræften og det at have kræft. Men der er to dele af det. Den ene er den fysiske del, som lægerne tager sig af. Der følte jeg mig tryg ved at vide, at de var eksperterne. At der lige var en svipser undervejs, det tænkte jeg ikke så meget over.
Den psykiske del er, hvordan har jeg det med at have kræft. Og der kan jeg gøre en stor forskel selv.
Jeg fornægter ikke min kræft, den er der jo. Jeg fornægter ikke dens eksistens.
Jeg lægger mærke til den, kræften, uden at føle så meget om den. Jeg er jo ikke bange for kræften i sig selv. Det er det, jeg frygter kræften kunne gøre, der gør mig bange og utryg. Det er tankerne, jeg er bange for. Det er hvis-nu – scenarier, som mine tanker skaber. Og på den måde kan mine tanker skabe mine følelser. Det er ikke situationen, der skaber mine følelser, det er mine tanker om situationen. Der er forskel. Og den forskel har fået mig hel igennem mit kræftforløb. Det er jeg taknemmelig for.
Hvis min historie på nogen måde kan bruges til inspiration for andre kræftramte, stiller jeg gerne op og fortæller om, hvordan kendskabet til 3 simple principper har gjort hele forskellen.
Med ønsket om alt det bedste
af Lars Fogtmann