Af Pavlina Milichina (Bella)
For nogle uger siden havde jeg en indsigt om princippet TANKE. Jeg så, at alle mine historier, overbevisninger, værdier, alt hvad jeg kan sætte ord på, er en konstruktion. En aftale om, hvordan jeg er, hvad jeg må tænke: hvad der er ok, og hvad der ikke er ok at tænke eller føle. Hvem er jeg, og hvem er de andre.
Jeg så, og ser hver dag, hvordan disse fortællinger styrer mit liv: hvilket på nogle områder er helt i orden: Jeg spiser ikke noget, hvor der står “gift” på, passer på når jeg skærer brød med en kniv, og krydser næsten altid ved grønt lys.
På den anden side, når jeg lytter til mine frygt-tanker, er der altid noget, jeg skal løse, sikre, ordne. Og helst flere ting ad gangen: Multitasking længe leve. Det er altid mig, der skal finde svaret, det er altid mig, der skal være den første, den smarteste, den mest vidende. Det er mig, der skal være det perfekte menneske.
Når jeg ikke lever op til disse fortællinger, kommer de depressive tanker. Det hele er noget møg, jeg har ingen værdi, og jeg er den dummeste person i hele verden.
Da jeg havde min indsigt, så jeg, at der findes et slags tankelag, hvor alle disse historier, overbevisninger, konstruktioner (sprog), forestillinger om samfund, køn, normer vi følger, religioner, traditioner, hvad vores forfædre har skabt, ligger.
I den forstand står vi på skuldrene af giganter.
Jeg så også storheden og nyttigheden af dette lag.
Jeg så også, at det er skabt af TANKE.
Jeg så også, at så længe jeg er koblet til dette tankelag, er jeg sikker på, at jeg får den samme visdom, som mine forfædre, samfund og kultur giver mig. På godt og ondt.
Jeg så også, at vi er ét, og på uransagelige årsager kommer vi og udtrykker dette på forskellige måder i den materielle verden.
Det mest befriende for mig var at se, at tanker og følelser er noget, der sker igennem min krop. Og det betyder ingenting for, hvem jeg er.
Og hvis den visdom, jeg har brug for, ikke findes i det kollektive tankelag, så findes den inde i mig.