Skrevet af Maja Hofstetter
Jeg vil fortælle en historie. Den er lidt anderledes end jeg plejer at fortælle den, fordi jeg ønsker at bidrage med noget nyt. Det handler om vold, og det er vigtigt fordi ingen snakker om det. Jeg var engang volds-udøver,
-og jeg vidste det ikke.
Min forandring gik fra at være en usikker mor, som ofte var aggressiv og skældte ud, til at blive en mor der var tryg uanset hvad børnene finder på, som møder dem med kærlighed og tålmodighed, når jeg ser de har det svært.
Jeg er mor til to børn, en dreng på 6 og en pige på 10 år.
For 6 år siden da jeg fik den mindste, begyndte mine udfordringer.
Jeg gik på barsel et år, Der blev al min energi brugt til babyen, og jeg følte jeg altid var alene med børnene.
Da jeg kom tilbage på arbejdet, var det både dejligt, men også hårdt. Jeg følte altid dårlig samvittighed fordi jeg måtte forlade børnene. Jeg havde unge piger til at passe dem, fordi vi boede i Norge, og familien boede i Danmark.
Jeg havde også dårlig samvittighed overfor arbejdet, fordi jeg ikke altid havde nok energi til alt det der skulle gøres.
Helt generelt fik jeg mindre og mindre energi.
Og så blev jeg vred på det hele. For mig så det ud som om arbejdet tog al min energi, og børnene tog resten, og der var slet ikke plads til mig. Jeg oplevede også at min mand ikke hjalp så meget som han burde.
Jeg følte mig rigtig ensom, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre ved det.
Det jeg gjorde var at begrave mig i endnu mere arbejde. Jeg havde hobby-projekter derhjemme, jeg havde grønsagshave, jeg havde kunst-projekter, og jeg blev medlem i forskellige bestyrelser. Jeg havde mange ambitioner, alle sammen nogen der krævede perfektion. Jeg skulle: lave mad fra bunden og virkelig sørge for at jeg og min familie fik 0 sprøjtegift. Jeg skulle være sikker på at mine børn fik nok grønsager, og mindst mulig sukker og tilsætningsstoffer. Jeg skulle også være kreativ med børnene, lære dem musik og give dem naturoplevelser,
Jeg skulle altid være perfekt. Jeg havde også hele tiden behov for at min mand var enig i alt det jeg gjorde.
På arbejdet var jeg frustreret over at ingen forstod mig, at det kun var mig der kunne hjælpe patienterne på den måde der var rigtig, og jeg var alene om at tage mig god tid til dem der ikke var så hurtige, hvilket var de allerfleste.
Jeg blev hurtigt stresset i situationer hvor jeg ikke levede op til mine idealer, og hvor folk var uenige med mig.
Et eksempel på hvordan jeg oplevede børnene: de skændtes meget, og jeg ville altid få dem til at stoppe. Hvis de slog sig eller begyndte at græde, blev jeg hård og ufølsom, fordi jeg mente de gjorde det med vilje, for at få min opmærksomhed.
På et tidspunkt holdt de op med at græde når de slog sig. Da havde de lært at de ikke skulle forvente medfølelse.
Det vækkede mig som et slag i mellemgulvet: hvorfor skal de ikke forvente trøst og medfølelse fra deres mor? Det er jo mig, de skal kunne komme til, mig de skal stole på.
Jeg begyndte at få øje på at jeg havde brug for hjælp. Jeg kunne ikke lade det fortsætte sådan. Det første jeg gjorde, var at skrive til en af lærerne. Hun tog det til rektor, som havde en helt klar vision for at børnene skal trives, og dem der ikke trives har ret til hjælp. Så foreslog hun børneværnet. Og det var på en så kærlig måde, at jeg følte mig tryg, og at de passede på mig, selvom det så ud som om jeg var ‘problemet’.
Vi kom i et længere udredningsforløb, og fik både mand og børn med. Der blev sat hjælp ind med hjemmevejledning, mobilisering af netværk, samt psykologhjælp. Jeg fik sygemelding hos lægen, det var angivelig lavt stofskifte, men jeg vidste at det også var noget mere. Det var væggen! Jeg kunne ikke mere.
Med al den gode hjælp, opmærksomhed fra skolen og børnehaven, kom vi bedre ud af det med hinanden.
Jeg kom i gruppeforløb hos Alternativ Til Vold, et psykolog-kontor med speciale i volds-udøvere.
Jeg kom i gruppe med 4 andre mødre. Vi lærte hvad der egentlig er vold. Helt kort kan man skitsere vold i 7 kategorier: Fysisk, psykisk, materiel, digital, økonomisk, seksuel og latent. Se mere her:
Hvad er vold? — Brydtavsheden : Brydtavsheden
Min egen stil omfattede de tre første typer vold. Oftest psykisk, med råben, vrede diskussioner, hæve stemmen mere og mere for at blive hørt. Når jeg ikke fik min vilje, begyndte jeg fysisk at tvinge børnene til at gøre. f.eks. tage tøj på, børste tænder, gå ud af døren. mm. Jeg slog dem ikke. Men nogen gange gjorde min håndtering ondt på dem. Og det gjorde ikke kun ondt på dem. Det gjorde også ondt på mig selv. Jeg blev mere og mere fortvivlet over at de ikke kunne opføre sig ordenligt. Jeg var også hele tiden i en indre dialog om hvor dumme de var, og det sagde jeg tit til dem, enten direkte eller via min attitude.
Jeg kunne slet ikke forestille mig hvordan jeg ellers skulle gøre, og var helt fastlåst i en forestilling om at børnene bevidst modarbejdede mig, og gjorde slemme ting for at plage mig og det var deres egen skyld hvis jeg var nødt til at være streng. Jeg kunne også finde på at smide med deres ting, smække med døren, banke i bordet og den slags, når jeg mistede tålmodigheden. Og det gjorde jeg tit. Flere gange daglig.
Det vi lærte på ATV var
1: Blive opmærksom på hvad vi gør, anderkende det som vold.
2: Blive opmærksom på den følelse/tanke det kommer af.
3: Se behovet bag,
4: Se alternative handlemåder for at imødekomme det behov.
Det mest givende ved forløbet var det at kunne spejle sig i andre der også havde det svært. Det var enormt meget tabu at snakke om hvilke onde ting man gør mod sine børn.
De psykologer gjorde deres bedste men det var meget arbejde. Både for dem og os.
I mellemtiden blev jeg rask, og så syg igen. Jeg var helt nede og krybe, havde ondt i hele kroppen, og hævede led, ondt i fødderne og kunne ikke gå mere end 100 meter. Jeg kunne ikke ligge ned uden det gjorde ondt. Jeg blev afhængig af smertestillende. Der blev jeg virkelig bange for hvordan mit liv ville blive, når jeg ikke kunne arbejde, ikke kunne gå, og det var svært at klæde mig på. En god ting ved at have gigt i arme og hænder var dog, at det blev fysisk umuligt for mig at tage hårdt fat i børnene.
Den ene vigtige ting der skete for mig, mens jeg gik der og følte mig helt handicappet og håbløs, var at jeg læste “Dit selvhelbredende Sind”, af Mette Louise Holland.
Den snakkede til mit sande jeg, til min intuitive viden om hvem jeg er.
Jeg begyndte at lede efter en coach, og i oktober sidste år fandt jeg ham: Omar Benmoussa.
Han ville gerne hjælpe mig med mine smerter. Han mente helt sikkert det kunne gå over hvis jeg dykkede ned i principperne.
Den første samtale var god, jeg havde en god følelse af at det var det rigtige for mig, og hans program ‘getting out of your own way’ snakkede virkelig til mig. Efter 2. session, begyndte jeg at få ro nok i hovedet til at se ting lidt på afstand.
Jeg husker jeg havde en samtale i hovedet, dem havde jeg mange af, og lige den dag var det min far. Jeg skulle prøve at få ham til at forstå hvordan han havde misforstået hvad kærlighed er. Jeg skulle ønske at han kunne se, at hans børn ikke behøver gøre sig fortjent til hans kærlighed. På et tidspunkt hørte jeg mig selv sige: Kærlighed indefra og ud er forskellig fra kærlighed udefra og ind… Vent lidt, det skriver jeg lige ned. Og hvad hvis den besked faktisk er til mig selv? Nå ja,
kærligheden er jo indefra og ud, hvorfor har jeg ikke set det før?
Jeg skrev det til Omar, og han spurgte hvad jeg følte med denne indsigt. -Og så kunne jeg mærke det!
Den gode følelse af kærlighed der kom sivende ind, som en infusion af lykke.
efter en halv time var jeg helt fuld af den, og jeg følte mig dobbelt så stor.
Den forandrede mig fuldstændig.
Det første jeg oplevede, var at tilgive al den kærlighed jeg aldrig havde fået. Fordi jeg så at det var mig der havde misforstået. Vi giver ikke kærlighed til hinanden. Det er fysisk umuligt, fordi kærlighedens natur ikke er tingslig.
Jeg tilgav min far, at han havde misforstået det hele. Og mig selv fordi jeg havde troet på hans version. Det næste der skete var at jeg kunne tilgive børnene. Da jeg så at de også er kærlighed, og alt det de gør, er det bedste de kan i det øjeblik. Og jeg tilgav mig selv for at jeg ikke kunne se det før. Alle mine agressioner forsvandt. Alle impulser til at ville kontrollere børnene, var helt væk. De gav ikke længere mening, fordi jeg så de var lavet af min egne tanker, og ikke havde noget med “virkeligheden” at gøre.
Jeg kunne se at min opfattelse af børnene, var skabt af mine egne tanker, og jeg fik en bevidsthed om at andre mennesker generelt er meget mere end det jeg kan opfatte.
Da jeg opdagede kærligheden, åbnede det for en dybere forbindelse, hvor jeg ser børnenes energi, jeg ser dem på en kærlig måde. Eller bare neutralt. Jeg ser det de kommer med, og tager imod det, Jeg siger ja til dem som menneske, samtidig som jeg kan sige nej til noget specifikt de ønsker sig. Og jeg ved at de har kontakt med kærligheden, mere umiddelbart end mig. Det er dem der som regel tilgiver først.
Jeg har hørt min søn sige for nylig, at han har en superkraft, og det er kærligheden. Og så siger han videre til sin far: og du har den også. Alle mennesker har kærligheden. Kærligheden er det stærkeste i hele verden.
Det var så fint at være vidne til at han fanger den sandhed helt intuitivt.
I bakspejlet:
Jeg ser nu, at jeg straffede børnene for at jeg selv havde det dårligt. Og jeg tror mange gør det samme, fordi det ser ud som om det faktisk er børnenes skyld. Eller ægtefællen.
For mig lignede det at de faktisk gjorde alt de kunne for at være ulydige, overhøre mig, eller plage hinanden, for at drive mig til vandvid. Da jeg fandt min indre glæde og ro, kunne de vitterligt ikke forstyrre den. Næsten lige meget hvor højt de råbte, så var jeg bare smilende og rolig. Jeg ved det er følelser, det er deres tankeskabte virkelighed lige i det øjeblik, og så går det over.
Nogen gange kan min datter være meget rasende, og føle sig uretfærdigt behandlet. Når jeg bare er rolig og udforskende, så bliver hun vred på mig, og spørger ophidset, hvorfor jeg bare er glad? Når hun er så rasende? Hvad skal meningen være med det? Hun ønskede måske at jeg skulle spejle hendes følelser, og det gør jeg verbalt, og medfølende. -Men jeg bliver ikke selv påvirket eller revet med.
Det er magisk at kunne stå der med sit rasende barn, og bare være i kærligheden. Helt rolig, i vished om at hendes følelser ikke kan ramme hverken mig eller hende. En tryghed i at hun er okay, inde under raseriet er der altid ro og glæde. At give hende lov til at være rasende, ikke dømme det, men bare lade det være hendes udtryk, gør det så meget nemmere for os begge to.
Mener jeg så at alle forældre skal gøre sådan som mig, for at blive frelste? Gør jeg aldrig selv fejl igen? Nej.
Det som mange misforstår er, at der findes ikke én vej som passer til alle. Alle forældre har brug for at lære, men det er aldrig det samme vi skal lære, og det ser aldrig ens ud. Derfor er mit vigtigste budskab: lyt til din intuition. Den visdom indeni som gør at du kan mærke hvad der er rigtig for dig og dine børn. Og vid at børnene også har en medfødt intuition som hjælper dem og dig.
Der er kommet en opfattelse af at der findes en rigtig og en forkert måde at være forældre. Eller en rigtig og forkert måde at passe på sundheden for dit barn. Det passer ikke. Og man kan skifte stil hver dag, hvis man vil.
Det der er allerstørst kraft i, er livet selv, sundheden selv.
At lytte til de tegn der kommer fra livet er det bedste vi kan gøre.
Og det er så fint indrettet, at man kan gå et helt liv, og ikke være opmærksom på det, men livet har os alligevel.
Jeg følte mig så itu-slået som 38-årig, til den første samtale med Omar. Blot nogen dage senere, vidste jeg, at jeg ikke var gået i stykker. Jeg havde fået øje på det som altid er helt, og som bærer mig igennem livet, igennem alle liv.
Forskellen på ATV og “indefra og ud”
Jeg lagde mærke til, da jeg havde fået mine første indsigter, eller oplevelser med ‘indefra og ud’ tilgangen, da var problemet løst. Jeg var ikke længere en voldelig mor. Det skete helt uden at jeg arbejdede bevidst på det. Jeg ringede til ATV psykologen efter en uge, og aflyste mødet, for nu var det jo ikke længere relevant.
Børneværnet blev også glade og overraskede, da de kunne mærke at jeg havde roen, jeg havde det godt, og der var ikke længere noget de var nødt til at ordne. Så opsagde vi aftalen. Og vi har ikke haft brug for hjælp siden.
Det som Sydney Banks kalder “jumping the boundaries of time” beskriver nok bedst min oplevelse. Psykologen havde en forventning om at det ville tage lang tid at rydde op i alt det jeg havde i bagagen, og alt det kaos i familien, og derfor var hendes plan som den var. Med moduler, mange møder, osv.
Men da jeg så igennem min oplevelse, så var den væk, og dermed var der ikke mere at rydde op.
Tak fordi du læste med.