Af Miriam Vestergaard Ørnebjerg
Sanne har spurgt mig, om jeg vil skrive et blogindlæg til denne blog. Hun spurgte mig dagen efter, at jeg (igen) gik i gang med at skrive min bog om mit liv med psykisk sygdom. Jeg startede på bogen, da jeg fik min diagnose i 2017. Den begynder sådan her:
15. august 2017 Emotionel ustabil personlighedsstruktur af Borderlinetypen. Det er den dom, jeg fik for mindre end en uge siden. Jeg er 30 år gammel, og jeg har været ind og ud af det offentlige system siden jeg som 18-årig forsøgte at fortælle min læge, at mine psykiske udfordringer ikke kun beroede på en teenagers humørsvingninger og hormonraseri. Hun tilbød mig, at jeg kunne komme til nogle samtaler hos hende, men det havde jeg ikke lyst til. Et par år senere fortalte en ny læge mig, at jeg var ramt af en depression. Siden har jeg snakket med en masse behandlere og efter 10 år, fik jeg endelig foretaget en udredning bestående af et 7 siders spørgeskema grundigt gennemgået af en psykiater. Det gav mening, det hun sagde, da jeg fik diagnosen. Det var ikke bare et forsøg på at få mig hurtigt videre i systemet.
Men hvad så nu? Hele mit liv har jeg ønsket at finde ud af, hvad der var galt med mig. Den ustabile personlighedsstruktur kan forklares af en sygdom. Mine handlinger, min uhåndterbare desperation, mit ønske om at komme væk fra den her verden. Jeg er ikke forkert, jeg er bare ramt af en sygdom. Men er det sygdommen, der skaber symptomerne, eller er det symptomerne, der definerer sygdommen? Hændelser i min opvækst har påvirket min personlighedsstruktur, men hvordan ville præcis samme hændelser have påvirket enhver anden? Jeg er med på, at generne også spiller en rolle, men kan man bare give sygdommen skylden for, at jeg er ustabil? Er det i virkeligheden ikke MIG, som ikke kan holde ud at være alene med mine følelser? Er det ikke MIG, der skaber den grundstemning, som dominerer mit indre? Hvis det ikke er mig, hvor går så grænsen mellem sygdom og personlighed?
Da jeg skrev denne begyndelse på min bog, havde jeg overhovedet ingen forventninger til, at jeg ville få svar på de spørgsmål. Jeg troede, at spørgsmålene blot var et udtryk for min frustration over, at jeg i bund og grund ikke kunne bruge den diagnose til noget. Men nu kan jeg se, at det var livskraften, som forsøgte at få mig til at se noget. Jeg var bare ikke klar til at lytte.
Så hvad har ændret sig? Den store forandring skete, da jeg FIK ØJE på livskraften – da jeg blev præsenteret for De Tre Principper og SÅ, at alle vores tanker bliver skabt fra en uendeligt kreativ og samtidig neutral kraft, som vi kalder princippet Tanke. Jeg blev bevidst om, at en del af mig konstant udvælger tanker og tildeler dem værdi, og herfra skabes min virkelighed. Denne bevidsthed alene gjorde, at jeg ikke længere tog alting så seriøst, og min oplevelse af livet ændrede sig uden at mine omgivelser forandredes.
I dag VED jeg, at det er symptomerne, der definerer diagnosen. Jeg er ikke syg, men min måde at håndtere mine tanker på, gav sig udtryk i nogle symptomer, og disse symptomer har man på et tidspunkt valgt at putte i en kasse og kalde “Emotionel ustabil personlighedsstruktur af Borderlinetypen.”
Jeg ved nu, at det VAR mig, som skabte den grundstemning, der dominerede mit indre. Jeg gjorde det, fordi jeg ikke vidste bedre. Fordi jeg troede på mine tanker. Fordi jeg troede på, at jeg var ødelagt, og at det var min opgave at fikse mig. I øvrigt en umulig opgave… Jeg har fremhævet “I dag” højere oppe, fordi jeg også godt ved, at min overbevisning hele tiden kan ændre sig. Jeg har en fri vilje til at vælge, hvad jeg vil tro på. Hvad JEG vælger at tro, har indflydelse på MIN oplevelse af livet, men det har ikke indflydelse på livets helhed. Derfor tror jeg på, at jeg er okay. Jeg tror på det, som føles rart. Jeg tror også på, at det er okay, når livet ikke føles rart, for alle følelser er en del af livet. Alle følelser er med til at give oplevelsen af LIVET liv. Så længe jeg har tillid til, at livet vil mig det bedste, så længe får jeg det bedste ud af livet <3
Foto fra Unsplash.com