At leve i nuet

Hvor ofte hører vi ikke: Du skal leve i nuet.Men hvordan gør vi det egentlig?
Det gør du ved at lade tanker være tanker, og ikke give dem værdi, så de hænger fast i din bevidsthed.

For at give dig et indtryk af, hvad der er i vente, vil jeg bede dig lave en lille øvelse:
Med en finger blokerer du det ene næsebor og trækker vejret ind ad det andet næsebor. Hold vejret lidt og flyt fingeren over på det andet næsebor og ånd ud. Træk vejret ind ad samme næsebor, hold vejret lidt og flyt fingeren over på det andet næsebor og ånd ud. Fortsæt stille og roligt i 2 minutter.

Læg derefter mærke til, hvor stille der er blevet i dine tanker. Denne simple øvelse, kræver din fulde opmærksomhed, derfor er du dybt fokuseret, og lader alle tanker flyde videre. Når du er 100% fokuseret på noget, er der kun plads til det i din bevidsthed, og dermed ikke til alle mulige tanker. Du kender det helt sikkert. Optimalt er det den bedste måde at være til – så meget af tiden, som muligt.

Du skal give slip på tankerne, og kun fokusere på det. du har gang i.Det kan godt være at det er svært, fordi vi jo ikke er vant til at have ro i tankerne. Vi kan have svært ved at bare tro på, at det er nemt at give slip.

Et meget brugt eksempel, jeg vil videregive, er, at når kommende piloter skal op og prøve sig af i luften, sker det nogle gange i meget specielle fly, som har en indretning, at hvis piloten giver slip på instrumenterne, så retter flyet sig selv op i en bestemt højde, også selv flyet er på vej direkte ned.

Selvom instruktøren demonstrerer dette flere gange for den nye pilot, så er det største problem for instruktøren ofte, at få nybegynderen til at give slip på instrumenterne, fordi vedkommende ikke kan få sig til at tro, at flyet kan klare sig selv, men de tror desperat, at de er nødt til at rette flyet op selv.

Eksemplet er for at fortælle dig, at du skal stole på, at hvis du giver slip på dine tanker, så kommer vores indbyggede selvhelbredende system frem og tager over.

af Kim Brems