Frygten for at give slip

En af udfordringerne ved at leve sit liv Inside-Out eller i overgivelse er, at det er så indgroet i den menneskelige natur, at man for at få noget skal lave en indsats, skal gøre noget.


De af jer, som har set og hørt ”A Sound of Music” kan måske huske Julie Andrews i sin stjernerolle synge: ”Nothing comes from Nothing, Nothing ever will”.

Siden min beslutning om at træde i Michaels Singers fodspor er jeg blevet udfordret mere, end jeg havde regnet med. For mig er det ekstremt angstprovokerende at give slip på de daglige kontrolrutiner. Det er ikke, fordi jeg lider af OCD – måske i ringe grad. Det er mere den følelse af uansvarlighed, der følger i kølvandet på at give slip. På samme måde som bekymringer anses som et produkt af ansvarlighed – og ubekymrethed derfor som mangel på samme.

Det er som at afslutte en afhængighed – et misforstået sikkerhedsnet – hvilket det i bund og grund også er. Jeg ved angsten vil forsvinde. Og det gør den da også nu og da. Men som en del af egoet stikker den stadigvæk hovedet frem og kæmper for at bevare sin eksistens, og har med rette set den guddommelige ansættelse som en trussel mod sin eksistens. Og det har den ret i. Så spørgsmålet er: Tør jeg lade mig falde bagover og ned i mit nye ansættelsesforhold uden at kigge mig tilbage og forsøge at tage fra med hænderne?

Tør jeg som de pubertetsagtige fugleunger – i sommermånederne – lade mig falde fra reden i en fuldstændig ureflekteret sikkerhed om, at når det er det, jeg skal, så er alt godt?
 De, der omend kun for et kort øjeblik, har oplevet den lykkelige følelse af at være kommet hjem, har oplevet den ro der får rynker til at glatte sig ud og øjne til at stråle og cementerer enheden i fællesskabet. De kender til ungernes ureflekterede sikkerhed, og fordi de gør det, har de opså stiftet bekendtskab med det intense møde med nærværet. Det er livet bag tanker.

af Christian Olsen