Kurset bliver afholdt på Salt Spring Island, Britisk Columbia nordvest for staten Washington i USA.
Det starter torsdag aften klokken nitten med en ”meet&greet” sammenkomst for de ca. fyrre deltagere, Chip og Elsie og et psykologpar, Bill og Linda Pettit, der har kendt Sydney og praktiseret hans principper i en årrække med særdeles gode resultater. Parret er på som foredragsholdere om lørdagen. Alle snakker med alle.
Værterne gør sig stor umage for at få snakket med alle deltagere, der udover nogle enkelte europæere alle er canadiere og amerikanere. Der er mange gengangere. Folk er glade. Der hersker en let, ubesværet stemning, der gør, at man straks føler sig godt tilpas. Der er ikke noget program, og den formelle del slutter klokken ni, med en start klokken ti for det egentlige program den efterfølgende dag.
Kurset er meget anderledes, end de øvrige kurser vi har deltaget i. Strukturen er løs. Der er ikke noget fast program. Det er ikke noget intellektuelt skoleridt. Tværtimod. Kurset sigter ikke mod at videregive nogle kompetencer men koncentrerer sig om at fremelske den positive følelse, der opstår, når tankestrømmen en gang imellem stopper, og tiden står stille, som den gør, når man pludseligt bliver ramt af ord, musik eller en stemning, der ryger forbi egoets kritiske filter. Når der kommunikeres med den evige del af os.
Følelsen er let genkendelig. Den er rummelig, altfavnende, ukritisk, ubekymret. Den er en dyb glæde ledsaget af en uforklarlig fornemmelse af, at alt er ok. Den er fyldt med liv og er udtryk for dybt nærvær. Den er mødet med den indre visdom, som også er forbundet med en følelse af universel kærlighed. Når den opleves i en større skare af mennesker, som for eksempel under et kursus, opstår der en tæt samhørighed mellem deltagerne. Et fællesskab der transcenderer tid og rum, hvor ingen længere er fremmed.
Kontakten til denne visdom er ikke en intellektuel erkendelse. Den ligger hinsides intellektuel formåen. Kontakten til visdommen opleves som en følelse af intens lykke, det egentlige mål med kurset, og som jeg oplever et glimt af, mens jeg sidder og lytter til Chip Chipmann, og i et øjebliks uopmærksomhed, et øjeblik af intellektuelt fravær føler, at jeg bliver båret bag om ordene til en tilstand af overvældende lykke og klarhed.
Det er her, jeg oplever et hul i skydækket, et hul i ”virkeligheden”, en lykkelig forening med noget aldeles ubeskriveligt. Et vindue til en anden virkelighed. Det er her, min ellers meget vågne kritiske sans og skeptiske indstilling bliver omgået af noget uventet, noget det ikke kan forholde sig til, fordi det mangler referencer. Hatteknagen er der ikke.
Kurset har, som nævnt i indledningen, ingen fast struktur udover annonceringen af de optrædende. Det er velbegrundet, fordi det tager hensyn til kursisternes evne til at absorbere. Budskaberne og den intense atmosfære medfører, at der er brug for tid til refleksion, fordybelse og fordøjelse. Det kommer lidt bag på mig, fordi mine kursusforventninger afspejler mine erfaringer fra andre kurser, som for det meste gør en dyd ud af at forsyne deltagerne med mest muligt stof, også mere end der kan kaperes.
Svampen kan ikke håndtere vandmængden, og der spildes. Sådan er det ikke her. Elsie og Chip har en formidabel fornemmelse for mæthedsgraden hos kursisterne og afbryder simpelthen, når det er passende. Jeg står lidt med en fornemmelse af at være blevet udsat for spirituel homøopati, hvor mindre er mere. Men virkningen er ikke til at tage fejl af, og mødet med De Tre Principper, deltagerne i kurset og personerne bag skolen giver mig en følelse af at være kommet hjem. Der er ingen grund til at opsøge flere kurser, eller købe nye bøger. Alt er, som det skal være.
af Christian Olsen