Når livet viser vej

Af Sanne Schroll Lønborg

Da jeg begyndte at se – virkelig se – at alt, hvad jeg nogensinde oplevede, var mine tanker i øjeblikket, ændrede min oplevelse af livet sig markant. Når jeg skriver virkelig se, så er det fordi i starten var det mest en teori, noget jeg havde forstået intellektuelt. Men efterhånden så jeg det dybere, og det var først her forandringen begyndte.

I dag kan jeg se, at jeg før brugte mange kræfter på at have styr på alting og kontrollere alting, og i dag er jeg blevet mere afslappet. ”Det går nok”, ”vi finder ud af det” – sådan hører jeg mig selv sige og smiler, for førhen ville jeg aldrig have sagt sådan. Før ville jeg have knoklet løs for at sikre mig, at det gik, og at vi havde styr på det. Jeg ville have lavet planer og undersøgt og analyseret alt, hvad jeg kunne – helst længe inden det var nødvendigt.

Og hvorfor havde jeg så så travlt med at have styr på det og kontrol over, at alt gik som det skulle? Fordi jeg troede, at det ville gøre, at jeg havde det godt. Hvis nu jeg fjernede de sten, jeg kunne se lå på vejen, inden jeg gik afsted, så ville turen nok blive mere behagelig. Så kunne jeg bedre være glad, mens jeg gik. Det var logikken.

Men der var to grunde til, at logikken ikke holdt. For det første, så måtte jeg hele tiden være ti skridt foran. Jeg måtte hele tiden have blik for det næste stykke af vejen, i stedet for der hvor jeg var lige nu. For jeg måtte jo sikre mig, at jeg også fik fjernet de sten, som lå på det næste stykke, inden jeg nåede derhen. Og reelt var det jo helt umuligt, for vi kan jo aldrig vide hvad der sker i fremtiden uanset om det er fremtiden lige om lidt, om to måneder eller to år. Uanset hvor meget jeg forsøgte at være på forkant, så dukkede der altid noget op, som jeg ikke havde kunne forudse.

Og når jeg på den måde hele tiden havde det lange lys tændt – og hele tiden var ti skridt foran, der hvor jeg egentlig var lige nu – så nåede jeg aldrig at nyde, der hvor jeg var. For jeg var ikke nærværende – ikke tilstede i nuet, for mine tanker var altid ved det næste. Og meningen var jo netop, at jeg skulle rydde sten af vejen for at kunne nyde turen, men når jeg havde travlt med at se fremad, så opdagede jeg slet ikke den glæde, der var lige her og nu.

For det andet, så opdagede jeg, at når jeg aldrig kan opleve andet, end det jeg tænker lige nu, så betød det, at vejen hele tiden ændrede karakter af, hvor mine tanker var. Hvis jeg havde mørke og triste tanker, så var vejen hullet og fuld af sten og vildt besværlig at gå på – uanset hvor meget jeg havde puklet i forvejen for at få alle sten ryddet af vejen. Var mine tanker derimod lyse og lette, så var vejen smuk og let af gå på, også selvom den var ukendt, og jeg slet ikke havde været der for at rydde sten. Jeg opdagede, at glæden kunne findes overalt, på en hvilken som helst vej, når bare tankerne ikke skyggede.

Mit arbejde med at rydde sten af vejen havde været en måde at forsøge at sikre mig, at vejen blev fyldt med glæde og lethed – indre ro. Men jeg har indset, at hvis jeg ønsker at finde ind til glæden, roen og letheden, så er der kun én ting at gøre. Nemlig at slippe tankerne om, hvad der skal ske i morgen eller om lidt – og slippe tankerne om, hvordan vejen skal se ud. Og i stedet vågne op til det, som er lige nu og her. Når jeg giver slip i tankerne om, hvilke sten der måske ligger på vejen, så falder jeg automatisk ind i den glæde og ro, som jeg hele tiden ønskede mig – for så er jeg nemlig tilstede i nuet, så er jeg nærværende. Og det er her – og kun her – at roen og letheden findes.

Alligevel er det ikke så let at give slip i tankerne og trangen til at have kontrol og styr på det hele. Trangen til at det er mig, der skal finde løsningen. Nu har jeg jo de sidste mange år øvet mig i at blive fantastisk effektiv og dygtig til at være ti skridt foran. Det kan føles utrygt og usikkert bare at give slip. Jamen, hvad så hvis det går helt galt? Hvad nu, hvis jeg har overset en masse store sten?

Jeg bliver igen og igen fanget i at tro, at det ikke er mine tanker i øjeblikket, som jeg oplever lige nu – men at det i stedet, er det, der sker omkring mig lige nu – at der virkelig ligger sten på min vej, som gør livet svært. Det er jo sådan, det ser ud, og det er sådan det føles, så det er så let at blive snydt af. Og når jeg tror, at det er verden omkring mig, stenene på min vej, som giver mig min oplevelse – min følelse af at være ked af det eller vred, eller hvad det nu er for en følelse, jeg har lige nu – så er min første reaktion, at jeg bliver nødt til at gøre noget for at ændre på det, der sker omkring mig. Så ser det ud som om, jeg har brug for at ændre, på det der sker omkring mig for igen at få det godt, for at finde tilbage til følelsen af ro og lethed.

Men når jeg opdager, at det er sådan jeg oplever det nu, så stopper jeg op og kigger på det igen. Kan det virkelig være det omkring mig, som skaber min oplevelse af livet lige nu? Eller er det min tanker i øjeblikket, jeg oplever? Og det er mine tanker i øjeblikket. Det er aldrig andet. Det viser sig tydeligt, når jeg opdager, at den situation, som jeg står i lige nu hele tiden skifter karakter – nogen gange er skiftet stort andre gange er det kun en lille ændring. Men når mine tanker falder til ro, ser det hele altid mindre problematisk ud og når mine tanker igen bliver tunge, så vokser problemerne sig igen større. Men forandringen viser mig, uanset om den er stor eller lille, at det netop ikke er en fastlåst virkelighed, som jeg oplever – men derimod mine tanker i dette øjeblik. Om stenene på vejen er store eller små – om de er der eller ikke er der – det afgøres altid udelukkende af mine tanker i øjeblikket.

Så jeg øver mig stadig – og jeg bliver igen og igen bekræftet i, at jo mere jeg giver slip, jo bedre går det. Livet har meget mere overblik over sten på vejen, end jeg har – og Livet har også meget bedre ideer til løsninger, end mine planer og analyser ville være nået frem til. Og endnu bedre, så kender Livet til smutveje og omveje, som er langt smukkere og sjovere end de veje, jeg nogensinde selv ville have fundet frem til! Uanset hvad der sker i vores liv, så kender vi ikke fremtiden, og vi ved ikke om den dør, der lukker sig nu, måske viser sig at føre os til noget langt smukkere og større, end vi nogensinde havde troet muligt. Men hvis vi tør give slip og lade livet vise vej, så vil vi som regel opdage, at glæden og letheden kommer til at fylde langt mere end nogensinde før.